Boliger eller slagterijobs

FREMTIDEN:Først tænkte jeg: Har denne Slagter-Ole fuldstændigt mistet forstanden, eller har han overhovedet forstand eller menneskesyn? Det kan da godt være at der kan blive nogle fantastiske lejligheder på slagterigrunden i Nørresundby, men hvem skal bo i dem? Jeg spørger bare. Har denne Slagter-Ole gjort sig nogle tanker om, hvor mange slagteriansatte der handler hos ham i dag? Har Slagter-Ole tænkt på hvor mange der har indirekte ansættelse på slagteriet. De bliver også arbejdsløse. Mon Slagter-Ole tror at vi få råd til at handle hos ham, endsige lyst til at handle hos ham. Købekraften bliver kraftigt forringet. Har denne Slagter-Ole tænkt på de mennesker, der mister deres job. Ingenting at hente, som John Mogens sang i halvfjerserne. Det vil i allerhøjeste grad blive svært at få job her i Nordjylland. Naturligvis kan vi da flytte med Danish Crown til Horsens, det tror jeg også vil skabe mere indtjening til Slagter-Ole. Hvis Slagter-Ole tror at vi har så mange der vil få råd til, at bo i de lejligheder der eventuelt skal bygges på slagterigrunden, tror jeg at igen Slagter-Ole vil få noget at tænke på. Danish Crown har en formodning om at grunden kan koste 42 millioner, når bygningerne er nedrevet og klar til nybyg. Så kan jeg da godt regne ud, med den nuværende lokalplan, at det vil blive pokkers dyrt at bo i, medmindre at lokalplanen ændres, så der må bygges til himlen. Jeg ved ikke, hvor mange rige mennesker der bor, eller har lyst til, at bo der. Men jeg kan da med lidt simpel hovedregning regne ud, at det ikke bliver vi ledige fra slagteriet. Slagter-Ole, du kan godt begynde at forberede lavere løn til dig selv, desværre også for dine ansatte. Jeg tror ikke, at der er mange med forbindelse til slagteriet med de udtalelser, der vil handle hos dig mere. Så næste gang der skal en udtalelse fra de erhvervsdrivende i Nørresundby, så kom med lidt mere seriøse udtalelser. Det drejer sig om at få mere produktion til byen, flere arbejdspladser og ikke mere havnefrontbyggeri, som almindelige mennesker ikke har råd til at bo i. Efterhånden er der flere og flere, der ser det håbløse i den nordjyske ledighedssituation, Flextronics, Danish Crown, Estrella, værfter der lukker og statslige institutioner, der er i farezonen. Tulip i Svenstrup har mistet cirka 300 arbejdspladser, bare på et halvt år. Det ville klæde Slagter-Ole at komme med nogle bud på, hvordan vi får gang i beskæftigelsen, så kunne det være han kunne sælge noget mere i sin forretning.