Boligforening forbyder trampoliner: Børnene larmer for meget

Alle trampoliner i foreningen skal være fjernet inden 14 dage, ellers risikerer beboerne at blive smidt ud

Jacob Andersen
Rikke Mouritsen og hendes 12-årige datter Isabella må vinke farvel til deres trampolin efter at Boligselskabet af 1944 har forbudt lejerne at trampoliner i deres haver. Privatfoto
Nørresundby 14. juni 2018 18:43 - Opdateret 18. juni 2018 15:34

NØRRESUNDBY: Børn, der bor i Boligforeningen af 1944 med deres forældre, må fremadrettet tage til takke med at hoppe rundt på jorden i deres haver, for boligforeningen har forbudt beboerne at have trampoliner.

Beboerne har modtaget et brev dateret den 11. juni, hvor boligforeningen gør beboerne opmærksom på. at de har 14 dage til at skaffe sig af med eventuelle trampoliner. Ellers risikerer de i første omgang en advarsel og efterfølgende at blive opsagt.

En af de beboere, der har modtaget brevet er Rikke Mouritsen fra Nørresundby, som bor i et rækkehus med sin 12-årige datter Isabella.

- Da jeg fandt brevet i postkassen blev jeg virkelig hidsig. Jeg har intet hørt om, at det at det skulle give problemer, at vi har en trampolin i haven, siger Rikke Mouritsen til NORDJYSKE.

Boligforeningen af 1944 begrunder forbuddet med, at de har modtaget adskillige klager på grund af larm i forbindelse med leg på trampolinerne.

"Det er til stor gene for de øvrige beboere, at nogle få beboere har valgt at etablere én eller flere trampoliner i boligforeningens afdelinger med haver. Dette har medført et uacceptabelt støjniveau, der ikke længere kan tolereres. Yderligere krænkes de øvrige beboeres privatliv, ved at det er muligt at kigge ind til naboerne - især hensynet til lejemålenes tætte beliggenhed", står der i brevet.

Artiklen fortsætter under billedet

Jacob Andersen
Brevet fra Boligforeningen af 1944.

Rikke Mouritsen forstår godt, at andre beboere kan være generet af børn, der leger og larmer, men hun er ikke enig i, at det skal løses med et forbud.

- Hvis det er fordi enkelte lejere larmer for meget, kunne man jo i første omgang bede dem om at vise hensyn og opfordre til, at man ikke bruger trampolinen på bestemte tidspunkter. Og er de utilfredse med, at børnene kan kigge over hækken, graver jeg gerne vores trampolin ned, siger hun.

- Men den mulighed får vi jo ikke nu. Nu får vi bare at vide, at vi skal smide trampolinerne ud ellers bliver vi smidt ud.

Rikke Mouritsen håber nu, at boligforeningen vil genoverveje deres forbud, og gå i dialog med lejerne, så de kan finde en løsning til alles bedste.

- Det ville være rart med noget mere dialog. Vi er jo trods alt voksne mennesker, så vi burde da kunne tale om det og finde en løsning, som ikke går udover børnene.

Forbuddet mod trampoliner gælder i Boligforeningen af 1944s afdelinger i Nørresundby og Tylstrup.

Det er organisationsbestyrelsen i boligforeningen, der står bag brevet, og formand Poul Jacobsen forstår godt, at lejerne kan se det som et voldsomt indgreb, at det nu er forbudt at have en trampolin i haven.

- Det har bare været nødvendigt. Vi har fået klager, og det har vi været tvunget til at forholde os til. For vi kan ikke forsætte med at lade lejerne have trampoliner i deres haver, som situationen er nu, siger han til NORDJYSKE og henviser til den larm, som børnene laver, når de leger.

Ifølge Poul Jacobsen har der ikke været klager i alle afdelinger, men organisationsbestyrelsen har alligevel valgt at forbyde trampoliner i alle afdelinger.

- Vi hjælper også dem, som måske ikke kan få sig til at klage over deres nabo, siger han.

Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange klager foreningen har fået over larm fra trampoliner, og på spørgsmålet om, hvordan bestyrelsen ved, at det generer, hvis de ikke har fået klager, svarer han.

- Vi kender vores beboere.

Poul Jacobsen opfordrer beboere som er utilfredse med forbuddet om at samle underskrifter fra beboerne i deres respektive afdelinger. Kan de samle underskrifter fra 25 procent kan de indkalde til ekstraordinært afdelingsmøde, hvor de kan stemme om, hvorvidt forbuddet skal fortsætte eller ophæves.

Alternativt kan beboerne foreslå at ophæve forbuddet, når der er afdelingsmøde til foråret.

Hvis beboere med trampolin stadig har kvitteringen på trampolinen, kan de møde op på boligselskabets kontor og få pengene refunderet.​

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...