Boligforeningen i Aars går til kamp mod oversvømmelse
Alle boligforeningens ejendomme skal kortlægges
AARS: Ud fra devisen: ”Det er bedre at forebygge end at helbrede” har Aars Boligforening indledt et målbevidst arbejde på at forhindre, at boligforeningens 1100 boliger rammes af oversvømmelser.
- Det er for sent at gribe ind, når der står blank vand i stuen, siger formand Niels Krogh Madsen, Aars Boligforening.
Derfor tager Boligforeningen nu initiativ til at imødegå følgerne af ekstrem regn og andre klimabetingede skader på sine 32 afdelinger i Vesthimmerland.
Første skridt består i en besigtigelse af de enkelte afdelinger. Her registreres, hvordan grunden er beliggende i forhold til omgivende terræn og hvilke naturlige fald, der er på terrænet mod bebyggelsen. Hertil kommer spørgsmålet om, hvor overfladevand naturligt kan afledes til lavere liggende områder.
Det er formanden selv, der står for besigtigelsen og herefter udarbejder han en kort beskrivelse, som opsummerer status for afdelingernes oversvømmelsesrisiko. Nogle steder er der behov for forebyggende foranstaltninger. Det skal der så ses nærmere på efterfølgende, evt. sammen med boligforeningens og kommunens teknikere, så der kan udarbejdes en helhedsplan, som sikringen kan udføres efter.
Det store spørgsmål er, hvor store vandmængder, der kan bortledes. Det drejer sig ikke kun om nedbør eller grundvand, men også om store mængder overfladevand fra tøbrud.
Niels Krogh Madsen trækker på sin erfaring fra mange års virke som arkitekt og taksator for Himmerland og Concordia Forsikring, når risikoen for oversvømmelser kortlægges.
- Efter mit foreløbige skøn er der behov for at se nærmere på fem-seks af vore delinger. Der er tale om lokaliteter, hvor selv mindre investeringer i f.eks. en afløbsledning kan hindre oversvømmelse af vore lejeres boliger, understreger Niels Krogh Madsen. Når skaderne sker, ved vi, at det har store økonomiske konsekvenser for lejere, ejere og forsikringsselskaber. Spørgsmålet om, hvorvidt en skade er berettiget, kan også melde sig, da betingelserne for at opnå erstatning er forskellige selskaberne imellem.
Aars Boligforening orienterede forleden Byggeskadefonden om initiativet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.