Boligkøbere mere købsparate

Køberne er fremme på banen igen, siger ejendomsmægler, Brian Sørensen, EDC Fjerritslev. Privatfoto

Køberne er fremme på banen igen, siger ejendomsmægler, Brian Sørensen, EDC Fjerritslev. Privatfoto

Der er mange boligkøbere i markedet - og de er parate til at slå til, når den rigtige bolig viser sig. Hele 55 pct. af køberne i EDCs køberkartotek angiver, at de vil købe bolig i løbet af de kommende 6 måneder. For 4 år siden var det kun 21 pct. af køberne, der havde samme korte tidshorisont. De allervarmeste boligkøbere, der vil sætte en underskrift på en købsaftale i løbet af 3 måneder, udgør i 2016 39 pct. mod bare 8 pct. i 2012.

Den kraftigt stigende købsparathed er et billede på det efterhånden normaliserede boligmarked, vi har set siden foråret 2015: - Det er først og fremmest en solid tro på fremtiden og egen økonomi, der får køberne frem på banen, siger Brian Sørensen fra EDC Fjerritslev. - Også de stigende boligpriser skubber af gode grunde til beslutningsprocessen. Dels vil man jo ikke købe dyrere end højst nødvendigt, og dels føler køberne sig bedre tilpas ved deres investering, når de køber i et opadgående marked.

Ser man på geografien i analysen for 2016 viser det sig, at det er de nordjyske boligkøbere, der er mest ivrige for at slå til. Her er 46 pct. nemlig parate på den helt korte bane, altså de 3 måneders sigt. I den modsatte ende af skalaen findes boligkøberne i Region Syddanmark, hvor 34 pct. angiver at ville købe i de kommende 3 måneder.

- Det kan godt være, at man traditionelt omtaler nordjyder som sindige mennesker, der tænker sig godt om inden de handler, siger Brian Sørensen. - Men når det kommer til boligkøb kan vi i hvert fald konstatere, at når en nordjyde først skriver sig op i mæglerens køberkartotek, så er han også klar til at handle.

Bortset fra nordjysk mentalitet kan også et hektisk marked for salg af ejerlejligheder i Aalborg spille ind: - Salget af lejligheder i Aalborg er faktisk landets mest opskruede og endda marginalt bedre end det københavnske lejlighedsmarked. Det tager i gennemsnit kun 64 dage at sælge en lejlighed i Aalborg, og det kan være en forklaring på, at også køberne er indstillede på at handle hurtigt, siger Brian Sørensen.

Analysen viser også, at boligkøberne har gjort deres hjemmearbejde for at kunne slå til i en fart. Kun 8 pct. angiver, at de ikke har sparet op, mens 92 pct. har sparet op til udbetalingen eller mere. Undersøgelsen er foretaget blandt 1500 boligsøgende, der er skrevet op i EDCs køberkartotek.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.