Boligkøbere slår hurtigere til

Salgstiden på både villaer og lejligheder er faldet stødt samtidig med, at boligpriserne stiger.

9. september 2013 07:00 - Opdateret 9. september 2013 07:02

Boligkøbere slår hurtigere til

Hvis du har en villa eller en lejlighed, du skal af med, går der ikke synderlig lang tid, før du får solgt den.

Salgstiderne for både lejligheder og villaer er i august faldet med 2,6 procent, viser nye tal fra Boligsiden.dk

- Der sker lidt mere på boligmarkedet nu. Folk er blevet mere klar over deres økonomiske situation og tror mere på fremtiden, siger kommunikationschef på Boligsiden.dk, Birgit Daetz til Ritzau.

Hun oplever, at der er en større vilje til at købe.

Salgstiderne er fortsat faldende, og det tager nu i gennemsnit 210 dage at komme af med en villa og 126 dage at få solgt en lejlighed.

I juli gik der i gennemsnit 215 dage, før villaen var solgt og 131 dage før nøglen til lejligheden kunne overdrages. Med andre ord bliver både villaer og lejligheder nu i gennemsnit solgt fem dage hurtigere end i juli.

Generelt har august været en positiv måned for boligmarkedet. Priserne er steget, boligerne bliver solgt hurtigere, og det sker med mindre nedslag i prisen.

Det er i Region Hovedstaden og Region Nordjylland, at man kan finde de største prisstigninger.

Optimismen på boligmarkedet gør ifølge Birgit Daetz, at boligpriserne stiger.

- Folk opdager, at der er andre, der er ude at kigge på hus, og man slår derfor til hurtigere. Køberne prøver ikke at presse prisen så meget ned som tidligere, og derfor er nedslagene ved køb af bolig også faldet, siger hun.

Hun peger på, at det giver en større mobilitet, da folk let kan flytte, hvis de finder et andet job. Man bliver ikke længere hårdt ramt, hvis man skal af med sit hus.

- Siden krisen har vi haft en lang periode med stabilitet. Den er nu suppleret med mere optimisme. Vi har stadigvæk en skrøbelig økonomi, men vi er på vej i den rigtige retning, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...