Socialforsorg

Boligpolitik et uartigt ord

VK-PROFIL Boligpolitik er lige ved at være et uartigt ord.

Der findes næppe noget politikområde, hvor VK-regeringen har en lavere profil. Men bevares, den har sparet massivt på boligområdet de seneste år, den har skåret i boligsikringen til de lavtlønnede og i pensionisternes boligydelse. Hertil kommer tyveriet af millionbeløb fra lejernes Landsbyggefond. Alt sammen med det ”socialt bevidste” Dansk Folkepartis villige stemmer. Det usynlige motto synes at være, at det skal være godt at bo godt – i ejerboliger. Lejernes interesser er fuldstændig uinteressante. Herregud, de kan jo bare købe sig et hus eller lejlighed. Socialdemokraterne har bestemt andre mål med en nutidig boligpolitik end at skabe øget ulighed og sociale problemer. Der er brug for at løfte boligsektoren med en aktiv politik. Vi ønsker frem for alt, at kommunerne skal have lov til at sælge grunde under markedspris. Formålet skal være, at der bliver bygget billige boliger. Vi vil også gøre det muligt for folk med lave indkomster at kunne bo i de almene boliger, hvor huslejen er kommet alt for højt op. Men vi er også stærkt bekymrede for de mennesker, der er i fare for at miste deres bolig. Vi ønsker, at boligselskaber og kommuner indgår et partnerskab for at hjælpe disse familier. De skal dels have saneret deres økonomi, dels have en plan for, hvordan deres økonomi kan bliver mere stabil fx gennem beskæftigelse, uddannelse o.a. Vi understreger, at hjælpen til disse familier er midlertidig, og skal opfattes som hjælp til selvhjælp til at blive selvforsørgende (igen?). Nøgleordet er beskæftigelse. Selv om ledigheden nu er nede på ca. 97.000, er der fortsat mange ledige. Desværre er der kommet mange barrierer for de kontanthjælpsmodtagere, som gerne vil ind på arbejdsmarkedet. For det første har beskæftigelsesministeren den filosofi, at folk nok skal finde et job, når de bliver fattige. Han ville være helt enig med husholdersken i Sherlock Holmes-novellen ”Bygmesteren fra Norwood”, som siger om vagabonderne: ”Her får de ikke noget. Jeg arbejder. Det kan de også.” Derfor er der indført en række særligt lave ydelser – kontanthjælpsloftet og 300-timersreglen. Meget tyder på, at disse discounttilbud kun fastholder folk uden for arbejdsmarkedet. Til gengæld bliver deres økonomi dårligere, og til sidst må de forlade deres alt for dyre hjem. Det siger sig selv, at når ydelserne forringes uden udsigt til bedring og med boligudgifter, som stiger med ca. to pct om året, så indtræder der en krise på ét eller andet tidspunkt. For det andet er indsatsen for kontanthjælpsmodtagerne gået i stå. Det er sandet til i bureaukrati, skemaafkrydsning og kontroller for jobkonsulenterne, der ikke kan klandres for deres indsats. Derfor skal der to hurtige initiativer til. For det første skal jobcentrene skaffe uddannelsestilbud, der kan føre bistandsmodtagerne ud i job. I dag får kun tre pct. af kontanthjælpsmodtagerne tilbud om ordinær uddannelse. For det andet skal vi af med de lave discountydelser, som skaber fattigdom og yderligere sociale vanskeligheder. Det vil være en boligsocial indsats i disse ords egentlige betydning. Tilbage til arbejdsmarkedet med kontanthjælpsmodtagere med uddannelse og rimelig støtte. Det er en idé, regeringen gerne må tage til sig, al den stund, at den alligevel kopierer alle gode, socialdemokratiske forslag. Men vi skal også gøre en meget mere effektiv indsats over for de områder, som vanskeligt kan betegnes som andet end ghettoer. Derfor vil Socialdemokratiet også komme med forslag til flere boligsociale indsatser, mere turbo på byfornyelse og kvarterløft samt en styrkelse af lokalområderne. For os er det vigtigt at sikre bæredygtige boligområder, men det kræver en hel ny måde at tænke boligpolitik på. Den vilje har regeringen ikke. Den har haft seks år til at afmontere boligpolitikken, og de sociale skel er kun blevet større. Det er nu, vi har behov for en vision for Danmark – også på boligpolitikken. Et regeringsskift kan simpelthen ikke komme hurtigt nok.