Bortførelser

Boller og selvmord - den forkerte cocktail

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Politikeren Thomas Eriksen (Esben Dalgaard Andersen) kommer pludselig til at befinde sig midt i et politisk og personligt mareridt. Men er han skurk eller helt? Det får vi først svaret på i næste uge. Foto: Mike Kolöffel

Mystisk. Meget mystisk. Dette afsnit 15 er på alle måder anderledes, end vi er vant til med Livvagterne. For eksempel gik der 34 minutter, før vi fik at vide, hvad plottet er. Og det er lang tid. Men det er også første gang i Livvagterne, er der er sendt så mange vildledende signaler ud til os arme tv-seere. Signaler som skal få os til at tro noget andet og noget forkert i forhold vil seriens virkelige plot. Tag slutscenen: Trigger (Benjamin Boe Hansen) kommer ind til Leon (Thomas W. Gabrielsson) og siger: Thomas Eriksen lyver. Lige der skal vi naturligvis tro, at Eriksen selv har iscenesat bortførelsen af Fanny. Og motivet dertil har han jo: Udenrigsministeren (Tove Bornhøft) giver ham to uger til at blive folkelig, hvis han vil have en ministerpost. Der kan en kidnapning komme rigtigt belejligt. Bemærk også lige det med at Thomas Eriksen skal blive populær på to uger, det overhører vores livvagt Jonas faktisk. Er det en oplysning, han kan få brug for næste søndag? Jeg tror det. Der er dog flere ting i det hændelsesforløb, der godt kan tyde på, at Eriksen er oprigtigt slået ud af fatningen. Først får han oplysningen om, at chefen, ministeren, elskerinden, kollegaen er død. Kort efter får han at vide, at det er et selvmord. Der er mange gode grunde til, at han handler uoverlagt og uden omtanke. At han er dybt rystet. Til gengæld er der masser af udspekuleret omtanke, når han går på landsdækkende tv og appellerer til at befolkningen skal hjælpe med at finde datteren. Og en sidegevinst til statsministeren, fordi det fjerner fokus fra udenrigsministerens selvmord. Dermed også et vigtigt skridt nærmere en ministerpost. Men der er andre ting, der er helt forkerte: Man sætter ikke boller i ovnen og begår selvmord. Friskbagte boller er en overskudshandling. En fortravlet minister bager kun, hvis hun er glad. Hun sætter ikke brød i ovnen og lader dem brænde på, mens hun begår selvmord. Med mindre, naturligvis, at de brændte boller er det, der skal til for at redde hende fra selvmordet. Og hvad var det for en mystisk telefonsamtale, hun havde under bollebageriet? Hvad skulle jeg have gjort, hvis du ikke havde været der siger hun. Og hun taler om den sidste svære tid, inden hendes mand døde. Hvem talte hun med? Var det Thomas Eriksen? Men pludselig stivner hendes ansigt. Hun bliver forkrampet. Hvad er det, hun får at vide i telefonen? Det er i hvert fald det, der udløser selvmordet. Var det Thomas Eriksen, der slog op med hende? Men på den anden side: Det ville være torskedumt, for han har jo brug for elskerindens assistance for at få ministerposten i land. Eller indviede Thomas Eriksen udenrigsministeren i sine (eventuelle) skumle planer for en fingereret kidnapning. Vi er nogle stykker, der gerne ville have hørt disse sidste ord, som udenrigsminister Margrethe Koch hørte i levende live. For det er der, vi finder nøglen til dette drama. I øvrigt er det da utroligt, som skuespilleren bag Thomas Eriksen, Esben Dalsgaard Andersen, ligner Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, som jo også i disse minutter sidder og venter ved telefonen på et opkald, der skal gøre ham til minister Vi får også at vide, at udenrigsministeren har bilagsrod. Skyldes det, at hun har haft elskeren, Eriksen, med på for mange ture til udlandet, hvor han ikke burde være til stede? Hvis det er tilfældet, så kan Eriksen vel også være den helt forkerte mand at gøre til vores nye justitsminister. Så er han jo medskyldig i den lemfældige omgang med rigets penge. Afskedsbrevet må vi heler ikke glemme. Det er helt forkert. Ikke noget med Kære Ida Marie. Blot lige på og hårdt: Tag dig af køteren! Mor er smuttet Der er mange ting, der ikke stemmer i dette afsnit. Det ligner jo næsten "Forbrydelsen", hvor man sidder og gætter på, hvem morderen mon er. Men der er vel næppe nogen morder i dette spil. I givet fald har PET ikke passet deres job ret godt, hvis der er en person i huset, der har hjulpet ministeren hinsides. Alting peger naturligvis på lige nu, at Thomas Eriksen er en skidt knægt. Så derfor vælger jeg at tro, at det er han ikke. Der er en anden skurk i dette spil. Men hvem? Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk Livvagterne, afsnit 15 Manuskript: Peter Thorsboe og Mai Brostrøm. Instruktion: Mikkel Serup. Foto: Rasmus Heise. Scenografi: Kirsten Koch. Musik: Jacob Groth. DR-tv søndag aften Genudsendelse onsdag 23:50

Forsiden


Breaking
Slut med dans på diskoteker og almindelig skolegang: Her er de nye restriktioner
Luk