Atletik

Bolt om mistet OL-guld: Glæden over sejr varer evigt

Jamaicas mistede OL-guld i 4 x 100 meter fra Beijing står ved magt efter CAS-beslutning torsdag.

Smilene var store, da Jamaica i 2008 vandt OL-guld i 4 x 100 meter ved OL i Beijing. Torsdag besluttede CAS, at guldmedaljerne endegyldigt er frataget Usain Bolt og co. Foto: Fabrice Coffrini/arkiv/Ritzau Scanpix

Smilene var store, da Jamaica i 2008 vandt OL-guld i 4 x 100 meter ved OL i Beijing. Torsdag besluttede CAS, at guldmedaljerne endegyldigt er frataget Usain Bolt og co. Foto: Fabrice Coffrini/arkiv/Ritzau Scanpix

Den pensionerede topsprinter Usain Bolt har svært ved at hidse sig op over den mistede OL-guldmedalje i 4 x 100 meter ved OL i Beijing i 2008.

- Regler er regler.

- I sidste ende vil glæden ved at vinde den guldmedalje i stafet i Beijing i 2008 med mine holdkammerater vare for evigt, siger Usain Bolt ifølge Reuters.

Reaktionen kommer, efter at Den Internationale Sportsdomstol (CAS) torsdag afviste appellen fra den jamaicanske sprinter Nesta Carter.

Dermed står det ved magt, at Jamaica mister guldmedaljerne vundet i 4 x 100 meter ved OL i Beijing 2008.

Kendelsen ødelægger Usain Bolts perfekte stime med guldmedaljer på både 100 meter, 200 meter og 4 x 100 meter ved OL i både 2008, 2012 og 2016.

Nesta Carter udgjorde i 2008 Jamaicas OL-stafethold sammen med Bolt, Michael Frater, Asafa Powell og Dwight Thomas.

Holdet satte verdensrekord med tiden 37,10 sekunder og vandt OL-guldet.

Da Nesta Carters urinprøve blev testet igen i 2016, viste den spor af et forbudt stof.

Derfor blev Carter i januar 2017 kendt skyldig i at overtræde dopingreglerne af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Konsekvensen blev, at Jamaica mistede guldmedaljerne, og Nesta Carter ankede IOC's kendelse til CAS i februar i fjor.

Michael Frater, der løb som tredje mand i guldjagten i Beijing var anderledes skuffet torsdag.

- Jeg er selvfølgelig meget skuffet. Jeg troede, at sagen for længst var gået over tid i forhold til en beslutning, men hvis det er den beslutning, de holder fast ved, så må jeg bare leve med det.

- Men jeg er meget skuffet, siger Michael Frater ifølge Reuters.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst