Bombe i bargade dræber fire nigerianere

Et øjenvidne hørte et stort brag og så en masse røg i kvarteret i Kano, hvor der bor mange kristne.

En gade med velbesøgte barer og restauranter i den nordlige nigerianske by Kano blev søndag aften ramt af en selvmordsbombe.

Foruden selvmordsbomberen blev fire personer dræbt af eksplosionen i Sabon Gari, siger byens politikommissær til nyhedsbureauet AFP.

Området er kendt som "det udenlandske kvarter", og der bor mange kristne fra den sydlige del af landet.

- Jeg hørte et højt brag, og der var en masse røg. Soldater kom ind for at afspærre stedet, og ambulancer hastede folk til hospitalet, siger Abdul Dafar, der bor rundt om hjørnet fra eksplosionen.

Han siger, at han så mindst fire omkomne i murbrokkerne.

Indtil videre har ingen grupper eller personer taget skylden for angrebet, men den islamistiske gruppe Boko Haram er i søgelyset. Boko Haram har dræbt tusindvis af mennesker over de seneste fem år.

Den militante gruppe opererer også i nabolandene Niger, Cameroun og Tchad. Præsident Goodluck Jonathan beskrev lørdag gruppen som Vestafrikas al-Qaeda.

Islamisterne bortførte for en måned siden flere end 200 skolepiger fra en landsby i den nordøstlige del af Nigeria. Storbritannien, USA og Frankrig har lovet støtte til at finde og befri dem.

Boko Haram har ofte angrebet Sabon Gari-kvarteret, hvis alkoholsalg også har udløst spændinger med Kanos islamiske politi.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst