Bombe i kirke dræber 15 i Nigeria
Ingen tager ansvar for bombe i Nigeria, men en islamistisk bevægelse har tidligere i år angrebet kirker.
Bombe i kirke dræber 15 i Nigeria
15 mennesker er dræbt og 40 såret, efter at en selvmordsbomber tidligere søndag forsøgte at køre en bil lastet med sprængstof ind i en kirke i det nordøstlige Nigeria.
- Ambulancetjenesten hastede til stedet for operationen. Holdet evakuerede ofrene. 40 personer var såret, mens 15 var døde, oplyser lokalregeringen.
Kirken ligger i udkanten af byen Bauchi i det nordøstlige Nigeria.
Ingen har foreløbig taget ansvaret for bomben.
Men kirker har tidligere i år været et eftertragtet mål for den voldelige islamistiske organisation Boko Haram, som har flere hundrede menneskeliv på samvittigheden.
Boko Haram har base i det nordøstlige Nigeria, og organisationen har siden bevæget sig ind i byen Kano, der er den største by i det overvejende muslimske nordlige Nigeria.
/ritzau/Reuters