Bombe ryster saudiarabisk moské under fredagsbøn
En del personer meldes dræbt eller såret efter selvmordsangreb under fredagsbøn i saudiarabisk landsby.
En selvmordsbomber sprængte sig selv i luften under fredagsbønnen i en shiamuslimsk moské i det østlige Saudi-Arabien og dræbte og sårede en del personer. Det oplyser lokale indbyggere til Reuters.
Et øjenvidne siger, at Imam Ali-moskeen i landsbyen al-Qadeeh blev rystet af en voldsom bombe. Han anslår, at mindst 30 personer blev dræbt eller såret.
- Der var over 150 mennesker i moskeen, da eksplosionen skete, siger han.
- Vi var i gang med den første del af bønnen, da vi hørte eksplosionen, fortæller en anden mand, Kamal Jaafar Hassan, som var til stede i moskeen.
Saudi-Arabiens statslige nyhedsbureau bekræfter, at en eksplosion har fundet sted i en moské i det østlige Saudi-Arabien, men oplyser ingen detaljer.
/ritzau/Reuters
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.