Bombe under økonomien

Sag fra Brønderslev kan få konsekvenser i alle landets kommuner.

Esben Heine
Arbejdstilsynet har pålagt Søndergades Skole at installere ventilationsanlæg i alle klasseværelser. Arkivfoto
Lokalpolitik 22. september 2011 14:14

- Det er en bombe under kommunernes økonomi. Det siger Brønderslevs borgmester Lene Hansen (S), efter at Brønderslev Kommune af Arbejdstilsynet er blevet pålagt at etablere mekanisk ventilation i en fløj på Søndergades Skole i Brønderslev. Brønderslev Kommune har tidligere indbragt sagen for Arbejdsmiljøklagenævnet, der støttede Arbejdstilsynet i krav om bedre udluftning. Lene Hansen vil indbringe sagen for Kommunernes Landsforening. - Det er jo en sag, der vedrører alle landets kommuner, og kan få uoverskuelige økonomiske konsekvenser, siger Lene Hansen. For Brønderslev Kommune betyder det en udgift på 1,5 mio. kr. alene for den ene fløj på Søndergades Skole, som Arbejdstilsynet er faldet over. - Vi kan ikke andet end at sige ja og betale med et smil, når der er udstedt et påbud fra Arbejdstilsynet. Lene Hansen, der selv har en fortid som lærer, siger, at man hidtil har løst problemerne ved at åbne vinduer. Men i Arbejdstilsynets krav hedder det, at der skal tilføres frisk luft uden generende træk. Brønderslev Kommune er endda påbudt at benytte en autoriseret arbejdsmiljørådgiver i denne sag. Det har været på tale at holde pauser i undervisningen, og så lufte ud, inden eleverne fortsætter undervisningen. Eleverne skal så ikke være i klasseværelserne, mens der luftes ud. Den løsning mener skolen ikke kan løse indeproblemerne. Brønderslev Kommune har søgt om at få fristen til 16. januar 2012 udsat, men har fået afslag. - Så vi får travlt, siger Lene Hansen, Det er en principiel sag, der kan vedrøre alle skoler i landet, så derfor rejses den i Kommunernes Landsforening. Arbejdstilsynets påbud betyder også, at kontoen til bygningsvedligeholdelse er brugt op, så der ikke er penge til andre områder.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...