Bombe ved kontrolpost i Filippinerne dræber mindst ti

Eksplosionen skete, da soldater var ved at inspicere en varevogn. Fire landsbyboere er blandt de dræbte.

Tidligere i juli var titusinder af mennesker samlet uden for kongressen i Manila for at vise deres modstand mod voldsbølgen under præsident Dutertes to år lange styre i Filippinerne. Foto: Erik De Castro/Reuters
Religion 31. juli 2018 04:51 - Opdateret 31. juli 2018 06:33

En bombe ved en militær kontrolpost i det sydlige Filippinerne har tirsdag dræbt mindst ti mennesker.

Det oplyser lokale myndigheder.

Eksplosionen skete, da soldater og regeringsvenlige militstropper var ved at inspicere en varevogn, som var blevet stoppet ved kontrolposten lige efter daggry.

Det oplyser talsmand for militæret oberstløjtnant Gerry Besana.

Den voldsomme eksplosion dræbte mindst en soldat, fem militsfolk og fire landsbyboere, skriver nyhedsbureauet AP. Det skete i udkanten af byen Lamitan, der hovedsageligt har kristne indbyggere, og som ligger på den overvejende muslimske ø Basilan.

Myndighederne har indledt en efterforskning af eksplosionen.

- Vi mener, at den mistænkte, som detonerede bomben, fornemmede, at han ville blive anholdt, siger den lokale embedsmand Mujiv Hataman ifølge nyhedsbureauet AFP.

Basilan er en højborg for den militante gruppe Abu Sayyaf, der har svoret troskab til Islamisk Stat (IS).

Abu Sayyaf har gennem årene taget adskillige vestlige og lokale gidsler. Flere gidsler er blevet halshugget, hvis gruppens krav om løsepenge ikke er blevet opfyldt.

Hundredvis af jihadister med tilknytning til Abu Sayyaf indtog den sydlige by Marawi i maj sidste år.

Tusindvis af soldater blev sat ind for at generobre byen, men fem måneder skulle der gå, før forsvarsminister Delfin Lorenzana kunne erklære kampen mod Abu Sayyaf i Marawi for slut.

Det frygtes, at Abu Sayyaf og andre islamistiske grupper forsøger at tage kontrollen over det sydlige Filippinerne og danne et kalifat.

Ingen gruppe har taget skylden for tirsdagens bombeangreb.

Præsident Rodrigo Duterte underskrev for nylig en lov, der skal skabe større muslimsk selvstyre i den sydlige del af landet i et forsøg på at afslutte konflikten.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...