Bombeangreb mod pilgrimme

BAGDAD:To bilbomber er eksploderet ved den hellige by Kerbala i Irak og har dræbt mindst 31 mennesker, mens knap 100 meldes såret. Byen danner i disse dage rammen om et helligt sørgeritual, der skal ære profeten Mohammeds barnebarn Hussein. Omkring fem millioner pilgrimme befinder sig ifølge myndighederne i Kerbala for at fejre den religiøse højtid, der allerede har været mål for flere blodige bombeangreb. Onsdag blev mindst 20 shiamuslimske pilgrimme dræbt og 110 såret i en lignende eksplosion i Kerbala, der ligger 80 kilometer sydvest for hovedstaden Bagdad. To dage forinden lykkedes det en kvindelig selvmordsbomber at dræbe flere end 40 pilgrimme ved Bagdad, da hun detonerede et bælte eller en vest med sprængstof./ritzau/