Bombeangreb mod præsidentkandidat i Afghanistan

Abdullah Abdullah havde netop forladt et valgmøde, da to bomber eksploderede ved et hotel i Kabul.

To bomber eksploderede fredag foran et hotel i den vestlige del af Afghanistans hovedstad, Kabul, da præsidentkandidat Abdullah Abdullah netop havde forladt et valgmøde.

Det siger Abdullah Abdullah selv på et efterfølgende valgmøde i byen.

- Da jeg forlod valgmødet, ramte en bil i kortegen en vejsidebombe, siger han.

Det er uklart, hvilken bil Abdullah Abdullah selv befandt sig i, da bomben eksploderede, men én eller flere livvagter blev angiveligt såret ved angrebet.

Talsmand for politiet i Kabul Hashmat Stanekzai bekræfter, at en selvmordsbomber detonerede en sprængladning nær Abdullahs kortege omkring middagstid lokal tid.

Tv-billeder fra stedet viser mindst en død person liggende på vejen.

Abdullah Abdullahs modkandidat ved det afghanske præsidentvalg, Ashraf Ghani, fordømmer ifølge AFP angrebet.

- Det her er en handling af Afghanistans fjender, som vil skade den demokratiske proces i landet, skriver Ashraf Ghani på Twitter.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet.

Anden runde af det afghanske præsidentvalg finder sted 14. juni.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.