Bomber og granater vælter frem

Militærfolk må rykke ud næsten hver dag for at uskadeliggøre bomber og granater fra Anden Verdenskrig

Terrorisme 16. september 2002 08:00

KØBENHAVN: Selv om der er gået over 57 år siden Anden Verdenskrig, må ammunitionsrydderne fra Forsvaret og Søværnet nærmest dagligt rykke ud for at uskadeliggøre granater og bomber, der stammer fra den tid. I torsdags havde en jord- og betonarbejder pludselig en 500 kilo tung flybombe med 150 kg sprængstof på grabben, da han var ved at lave en udgravning i Esbjergs industrikvarter. Og da sprængningseksperter senere på dagen fyrede den af, efterlod bomben et fem meter dybt krater og skader på vinduer og facader på 50 virksomheder i området. Bomben var den værste, som seniorsergent Jens Jørgen Jensen fra ammunitionsrydningstjenesten på Skive Kaserne har været med til at fjerne. Men at der dukker granater og sprængstof op fra den tid, er nærmest en daglig foreteelse. Fredag måtte han ud at uskadeliggøre en gammel engelsk håndgranat. Eksperterne fra Skive måtte fredag også til Odense for at uskadeliggøre en granat, som var afleveret på en genbrugsstation, og lørdag gik turen til Tønder, hvor en mand i sit nyanskaffede hus fandt en granat, som var efterladt af en tidligere beboer. - Jeg føler faktisk, at problemet er stigende, og det har det været siden 50-års dagen for befrielsen. Det er nok med ammunitionen som med stenene på marken - de bevæger sig efterhånden op til overfladen, siger Jens Jørgen Jensen, der rykker ud 200 gange om året på Jylland og Fyn til krigs-efterladenskaber. Mange granater, bomber, sprængstof i kasser og artilleri er netop gemt i jorden - hvis de da ikke bliver fundet i dødsboer. - De dukker op alle vegne - i baghaver, på genbrugspladser og ved udgravninger. Mange modstandsfolk var bange for kommunisterne, da krigen var ovre. Derfor gravede de deres våben ned, og siden glemte nogle alt om dem, forklarer kaptajn John Fagerholt fra ammunitionsrydningstjenesten på Farum Kaserne, der rykker ud 150 gange på Sjælland hvert år efter krigsbomber og -granater. Også landets fiskere får jævnligt uventet bifangst, når de er ude med nettet. Ifølge vagthavende officer Dennis Kristensen fra Marinedistrikt Kattegat i Frederikshavn må Søværnets minører rykke ud op imod 20 gange om året for at uskadeliggøre miner, som fiskerne har fanget og dumpet igen, fordi de ikke ville sejle rundt med dem. Selv om langt det meste sprængstof, der dukker op, er fra Anden Verdenskrig, måtte Skive Kasernes folk også for nylig rykke ud til en artillerigranat, der stammede helt tilbage fra krigen i 1864. - Den var stadig fuldt funktionsdygtig - krudtet var intakt, fortæller seniorsergent Jens Jørgen Jensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...