Bomber og onde drømme

Livvagterne - 6

Lars Borberg
Jasmina, spillet af Cecilie Stenspil, reagerer hurtigt, da Huma (Fadime Turan) er truet på livet. Foto: Mike Kollöffel
Terrorisme 1. februar 2009 22:00

Det blev rigtig, rigtig spændende, og så blev det chokerende voldsomt – og puha, så var det bare en drøm. Det er en diskutabel dramatisk effekt at lade det værste ske for øjnene af os, uden at vi ved, at det slet ikke sker. Det er et brud med den uskrevne regel om, at vi skal kunne stole på hinanden, drama og publikum. Dramaet må gerne give os chok, men de skal have deres grund i den fiktive virkelighed. Der må ikke snydes på vægten. Det var lige lovlig tæt på med busturen i aftenens terrordrama. Det er ligesom når vi meget ofte ser scenerne gennem et lurende kamera, som om vi så gennem en persons øjne, som sniger sig rundt i udkanten af scenen og kigger ind fra en skjult position. Det betyder altså traditionelt i filmsproget, at personen i billedet faktisk bliver overvåget, og at vi derfor godt kan begynde at tænde de indre advarselslamper. Men her er det ikke sådan. Her er det bare en stemningsskabende måde at bruge kameraet på. Det er en irritation, ligesom det også var lidt usandsynligt, at netop Jasmina skulle bruges som undercover livvagt for den likvideringstruede kvinde, Huma. Jeg mener, Jasmina var netop blev kompromitteret og udstillet på avisforsiderne som indvandrer-PET-medarbejder i forrige afsnit. Hvor hemmelig er hun så? Men den store irritation er langt mere enkel. Det er i lange passager alt for svært at høre hvad de medvirkende siger. Og nej, jeg er ikke tunghør eller bare begyndende smådøv. Jeg hører ganske glimrende. Men f. eks. i de første ti minutter af aftenens afsnit er det stort set umuligt at begribe et ord, hverken i badeværelset hos Zaina og Ammar eller på PET-hovedkvarteret. Det er udmærket, at talen er realistisk hverdagsagtig, sådan som ægtefæller og nære kolleger nu engang kommer til at småmumle til hinanden, fordi de jo i forvejen udmærket ved, hvad hinanden mener og siger. Men realismen må altså ikke gøre dramaet uforståeligt. Og nej, det er ikke det rigtige svar at foreslå, at vi bare kan sætte undertekster på. Det kan ikke være meningen, at vi skal oversætte vores eget sprog, fordi der ikke er tid eller vilje til at tale det, så det bliver til at opfatte. I øvrigt glæder jeg mig til vi skal have en historie, hvor det handler om livvagtsarbejde mere end om antiterror-opklaring. Nu har vi så småt fattet, at terrorister er nogle kronragede unge mænd med sørgmodige øjne, der vasker ansigt og hænder i krystalklart vand i slowmotion, inden de går ud og bruger god, dansk kunstgødning til helt andre formål end at gøde jorden for kolonihavens gulerødder. Ligesom vi også har fået på plads, at racister og nynazister er onde lavadelige i ulyksalig kemi med vildfarne tabertyper fra rockerborgene. Og hvad med kærligheden? Livvagternes farlige hverdag har jo også plads til følelserne, og den mulige og umulige kærlighed, der uundgåeligt skal være en del af både unges tilværelse og godt tv-drama, har vi fået lagt ind i handlingen fra begyndelsen – som en undertråd, der kan sørge for at sømmen holder i det af og til lidt vidtløftige dramaskrædderi. Kærligheden var der heller ikke meget plads til i afsnit 6. Psyko-Boas revser fortsat Jonas for hans uafklarede forhold til ægteskabets regler, mens Rasmus og Jasmina stadig ikke er kommet længere end til at løbe sammen. Var det bare en flirt, da hun småkyssede på ham til brylluppet? Nu lader hun som om hun helt har glemt det og taler bare til ham som til en lillebror.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...