Bond-babe og doktor på prærien

Film 13. februar 2011 05:00

¤Jane Seymour, britisk skuespiller, fylder tirsdag 60 år. Det er især for sine store roller i populære tv-serier, at Jane Seymour er blevet kendt verden over. Frem for alt som Dr. Michaela "Mike" Quinn i "Lille doktor på Prærien". Men Seymour har også haft en fin karriere på filmlærredet, hvor hun fik sin internationale debut som Bond-pigen Solitaire i "Live and Let Die" i 1973. Hun er blevet rangeret på top-ti over de bedste Bond-piger nogensinde Jane Seymour voksede op i London og fik sin første lille rolle i 1969 i Richard Attenboroughs filmversion af "Åh, hvilken herlig krig". Kort efter giftede hun sig med Attenboroughs søn Michael. Året efter fik hun sin første store filmrolle som den jødiske kvinde Lillian Stein, der leder efter et skjulested fra nazisterne sammen med en kristen dansk familie i krigsdramaet "The Only Way". De første store tv-roller fulgte i begyndelsen af 1970'erne i serierne "The Onedin Line", "Frankenstein: The True Story" og "Young Winston", hvor hun spiller Churchills elskerinde Pamela Plowden. Blandt mange senere tv-roller er f.eks. den kvindelige hovedrolle i den 12-delte serie "War and Remembrance", hvor Seymour igen spiller en jødisk kvinde, der er fanget i det europæiske holocaust. Til Seymours større roller i biograffilm hører "Lassiter" fra 1984 sammen med Tom Selleck, hvor hun optræder i evakostume. Hun har også poseret i mandebladet "Playboy". Seymours fjerde mand hedder James Keach, med hvem hun har tvillingedrenge. Jane Seymour er optaget i Order of the British Empire, men blev i 2005 amerikansk statsborger efter at have slået sig ned i Malibu i Californien./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...