Bonde spiller på piller

Øm tå driller Fortuna-profil

HJØRRING:Fortuna Hjørrings absolut største profil, landsholdsspilleren Christina Bonde, gennemfører dagens opgør mod Arsenal Ladies på smertestillende gigtpiller. Gennem længere tid har den 29-årige boldkunstner haft problemer med sit gyldne venstreben, hvor en flig er gået af knoglen på tåen lige ved siden lilletåen. - Det er faktisk en skade, jeg har døjet med i to år. Men det har været helt slemt de sidste to-tre uger, hvor jeg har været nødt til at spise piller for at holde smerterne nede. Det er ikke noget, jeg ønsker at blive ved med, men jeg vil ikke gå glip af kampen mod Arsenal. Jeg har glædet mig helt vildt til den i lang tid, og jeg fik nærmest et sug i maven, da jeg i går lige kørte en tur forbi Hjørring Stadion, siger Christina Bonde, som efter en torsdagstræning, der bestod af en tur på motionscyklen, var med, da vendelboerne i går eftermiddag trænede en sidste gang på kampbanen. - Selv om semifinalen går over to kampe, så er det i mine øjne meget afgørende, at vi får et godt resultat fra den første kamp i Hjørring med til returkampen i London, fastslår midtbanedynamoen, som faktisk for knap to år siden fik et konkret tilbud om at spille for dagens modstander fra Arsenal. Tilbuddet, der var signeret Arsenal-boss Vic Akers, blev afleveret til Christina Bonde på et postkort efter en landskamp 23. august 2001, hvor Danmark slog England 3-0 i Northampton. Det var kort id efter, at Christina Bonde fik stor personlig succes ved EM-slutrunden i Tyskland, hvor Danmark overraskende nåede frem til semifinalerne. Selv om Vic Akers ikke kender det store til Fortuna-truppen, så husker han meget godt Christina Bonde. Og han husker også ærgrelsen over, at hun ikke tog imod tilbuddet om at spille for London-klubben. - Christina Bonde er en spiller, jeg beundrer. Hun er meget dygtig, men desværre havde hun kontrakt med Fortuna Hjørring, da jeg forsøgte at få hende til Arsenal, noterer Vic Akers.