Bondeknoldsblondine skåret i bølgepap

FILM "Sweet Home Alabama" Det skal vel forestille at være en slags komedi. Men har du indstillet antennerne på elegant lystspil, går du forgæves, hvis du løser billet til dette bovlamme kærlighedseventyr. Sig hi' på drævende amerikansk til Melanie Carmichael (Reese Witherhspoon) i rollen som sydstatsblondinen, der ikke længere elsker ikke sin barndoms bondeknoldskæreste. Og derfor vil have skilsmisse fra ham, så hun kan komme videre med sin modedesignerkarriere i New York og allervigtigst blive gift med Andrew (Patrick Dempsey). Andrew er søn af byens kvindelige borgmester og har god gang i egen politikerkarriere og vil frygtelig gerne giftes med Melanie. Der er blot et stort men. Melanie har aldrig fortalt, at hun faktisk ikke har fået ordnet skilsmissepapirerne med Jake (Josh Lukas). Derfor må hun hjem til Alabame for at få den lille detalje bragt på plads. Men det går ikke så nemt som at købe forlovelsesring i Tiffany. For Jake - surprise, surprise - elsker hende stadig og måske elsker hun også stadig ham en lille smule. Så er vi i gang med denne totalt forudsigelige lige-ud-ad- landvejen historie om den rigtigt store, store kærlighed. Den slags historier som Hollywood-industrien for årtier var eksperter i at skrue sammen. Elegante forviklingshistorier med vittig, mundrap dialog og med stjerner som Gary Grant, Katharine Hepburn, Bette Davis og James Stewart på rollelisten. Se, hvis det var den slags film - et solidt håndværksmæssigt udført remake af gamle dages storhed kunne vi bære det. Men det er mere end svært at bære over med den tåbelige, gumpetunge afvikling af kærlighedsforviklingerne Nogle fandt Reese Witherspoon yderst charmerende, som dum blondine i Legally Blonde (2001). Lad gå da. Men her er hun altså ikke god, men har konstant problemer med at finde fodfæste og forløse rollen optimalt. Blond Bambi på glatis. Når hun skal være bitched led, bliver hun bare kedelig. Og overspiller. Og når hun skal være sødmefuldt, forvirret forelsket, er det højeste hun kan svinge sig op til at rynke panden lidt bekymret. Det er rigtig overfladisk glasurspil uden saft og kraft. Selve den bærende historie er tyndere end nyisen på pastorens aftensjus. Oven i slæber dialogen og handlingen sig blytungt og langsomt afsted. Filmen kunne med fordel være skåret med en halv time, så tilskuerne slap for de allerværste dybfølte gab. Men redde den, ville selv så drastisk en beskæring ikke kunne. Det gamle countryrockband Lynyrd Skynyrd skrev for år tilbage filmens titelballade "Sweet Home Alabama". Og vi får da også nummeret i en hæderlig kopiversion. Et klart lyspunkt på lydsiden. Og en melodi, der har netop det, som filmen savner så frygteligt. Et godt tema, fyndigt spil, charme og nærvær. En film, hvis personer er skåret endimensionelt i tykt bølgepap og som er lige så interessante at se på. Kan være at nogle syntes, at brætspillet ludo er kedeligt. Det her er værre. Det er som at være tvunget til at se andre spille ludo. Bent Stenbakken. bent.stenbakken@nordjyske.dk "Sweet Home Alabama". USA, 2002. Instruktør: Andy Tennant. En time og 48 minutter. Tilladt for alle. Danmarkspremiere.