Bondemandens helt store dag

Henrik Bruun og de øvrige Danmarksserie-spillere imponerede i Viasat Cup - Se billederne fra kampen...

Henrik Bruun, der her jubler sammen med Claus Skibsted (34) og Mahmoud El-Hajj (bagerst), fik sit livs fodboldoplevelse, da han scorede til 2-0. Foto: Grete Dahl

Henrik Bruun, der her jubler sammen med Claus Skibsted (34) og Mahmoud El-Hajj (bagerst), fik sit livs fodboldoplevelse, da han scorede til 2-0. Foto: Grete Dahl

Selv om AaB manglede hele 13 spillere på grund af skader og landsholdsopgaver, så var de alligevel en klasse over AGF, der ellers stillede med det meste af den stamme, der var med til at rykke ud af Superligaen. Der var debut til fire spillere, der normalt løber rundt i ubemærkethed på Danmarksserieholdet, og de formåede alle at sætte sig i respekt hos både holdkammerater og publikum. Henrik Bruun, der kom på banen i starten af 2. halvleg i stedet for en anonym Poul Hübertz, fik sit fodboldlivs hidtil største oplevelse, da han fulgte op på Suni Olsens hovedstød og sendte bolden i et tomt mål til 2-0. Drømmer om kontrakt - Det var alletiders. Jeg er bare en ukendt bondemand fra Vestbjerg, som fik chancen. Det går selvfølgelig noget hurtigere end på Danmarksserien, så jeg skulle lige vænne mig til tempoet. Ved målet var der ikke andet at gøre end at klappe den ind, siger Henrik Bruun. Han håber at få chancen igen på søndag, når der er returkamp i Århus. - Det ville være et dejlig skulderklap ovenpå kampen i dag. Et aller andet sted drømmer man selvfølgelig om at få en kontrakt med AaB, forklarer den ene af AaB’s fire debutanter. Danmarksserie-kollegaen Claus Skibsted spillede hele kampen i midterforsvaret ved siden af Danny Califf og efterlod et solidt indtryk. Assist og rødt kort 13 minutter før tid kom Lars Kristensen ind på højrekanten i stedet for unge Lasse Strandberg, og bare fire minutter senere brød han igennem AGF’s forsvar og lavede et perfekt oplæg til Jeppe Curths 3-0 scoring. Endelig formåede Niels-Christian Hegelund at fremprovokere et rødt kort til AGF’s Tobias Grahn i slutfasen. Jeppe Curth, der var AaB’s bedste på dagen, var da også fuld af lovord om de nye spillere. - Det er dejligt, at man bare kan tage en håndfuld op fra Danmarksserien, uden at det svækker holdet. De gør det jo lige så godt som os andre i dag, siger han. Curth var manden, der brød dødvandet i kampen, da han i det 22. minut snørede AGF’s Thomas Hansen til at lave straffespark med et hurtigt træk i feltet. Sparket fra 11-meter pletten blev sikkert omsat af Suni Olsen, der også leverede en opløftende indsats. Det nød især Jeppe Curth godt af. - Han lægger nogle utroligt gode afleveringer med både højre og venstre ben, og vi har en god forståelse hinanden imellem. Jeg burde nok have scoret et par mål mere på hans oplæg, men vi vinder 3-0. Så kan man vist ikke forlange mere, siger Jeppe Curth. [ Kampfakta: Stillingen ved pausen: 1-0. Mål: 22. minut: 1-0 Suni Olsen (straffe). 78. minut: 2-0 Henrik Bruun. 82. minut: 3-0 Jeppe Curth. AaB, 4-4-2: Casper Jacobsen - Allan Olesen, Danny Califf, Claus Skibsted, Thomas Kortegaard - Lasse Strandberg (88. minut: Niels Christian Hegelund), Mahmoud “Muddi” El-Hajj (78. minut: Lars Kristensen), Fredrik Winsness, Suni Olsen - Jeppe Curth, Poul Hübertz (49. minut: Henrik Bruun). Advarsler: Mahmoud El-Hajj, AaB. Udvisning: Tobias Grahn, AGF. Dommer: Nicolai Vollquartz. Tilskuere: 809.