Bonden på Boltrup er blevet voksen

Kaj Wisti Lassen, formand for teknisk udvalg og 50 på torsdag, brænder for byudvikling

Skolevæsen 29. september 2002 08:00

HYLLEBJERG: Han er god for en kvik bemærkning - og et højt godt grin - når bølgerne i byrådssalen går højt. Kvægbonde, lokalpatriot og Venstremand - og alligevel brændende interesseret i byudvikling. Kommunalpolitikeren Kaj Wisti Lassen er på mange måder grænseoverskridende. Der er næsten ikke den sag, som den nu næsten 50-årige ikke har en mening om - eller spørger, om andre har en mening om: U-landenes svære vilkår. Samfundets udstødning og marginalisering af børn og hele familier, alternativ energi, miljø foruden politik og landbruget, hans to leveveje, selvfølgelig. Sideløbende med landmandstjansen gennem ti år direktør for et udviklingsselskab, der arbejdede med biogas-teknologi. Med mellemrum praktiserende maler og keramiker. Lidt af et legebarn. Gift med Karen - en radikaler, der endda har været opstillet til byrådet i valgforbund med socialdemokraterne - og far til fire børn. På mange måder en utraditionel repræsentant for det traditionelle Venstre. Højskole med de røde Selv mener han, at tiden på Askov Højskole - den gamle Venstre-højborg, som i de røde 70'ere var domineret af unge, fremadstormende SF'ere - har sat et afgørende præg på hele hans livsopfattelse. - Jeg var selv formand for Venstres Ungdom i Aars-kredsen, da jeg var der, og de røde var i stort overtal. Det var virkelig livligt! Det lærte mig at argumentere - men også at lytte. Jeg fik et indblik i nogle ting, som jeg ikke havde tænkt så meget over før. Og det kom der egentlig noget godt ud af: Vi fik et godt kammeratskab, og vi hyggede os sammen på trods af vores forskellige samfundsopfattelser. Det har inspireret mig meget, forklarer Kaj Wisti Lassen. Kronprins - måske Spørger man dybt ind i Venstres bagland, nævnes Lassen fra Hyllebjerg som den ene af to oplagte kronprinser for partifællen i borgmesterkontoret, H. O. A. Kjeldsen. Hans gode humør og lette omgang med andre mennesker er et plus. Men impulsive indfald, der ikke er koordinerede med partifællerne, tæller på minussiden. Vurderingen er i dag, at formanden for partiets byrådsgruppe og borgmesterens makker i økonomiudvalget, Kurt Friis Jørgensen, er favorit. Men Lassen er ikke afskrevet. - Det kunne da være spændende at blive borgmester. Jeg bliver faktisk mere og mere grebet af politikken. Men det er ikke noget, jeg går og tænker meget på - og jeg er faktisk så meget Venstre-mand, at jeg ikke kunne drømme om at splitte partiet, hvis flertallet peger på en anden. Jeg har det godt, hvor jeg er i dag, siger han. Trådt i karakter Få vil bestride, at Kaj Wisti Lassen er i sit es som formand for teknik- og miljøudvalget. Den første periode i byrådet voksede han med opgaven og samlede et flertal uden om sin egen borgmester for at få fjernet den kontroversielle forvaltningschef i teknisk forvaltning, Børge Uhd Nielsen. Han var også den, der lancerede oprettelsen af landsby-ordningen, der skulle kompensere oplandsbyerne for, at kommunen investerer otte-ni millioner kroner i en forskønnelse af Farsøs bymidte. I dag bruges energien i høj grad på at drøfte omfartsveje omkring Farsø - en 20 år gammel tanke, der ikke er gjort det store ved, før i dag, da amt og kommune er i tæt kontakt om sagen. - Vi der bor på landet, må erkende, at der skal være nogle bycentre, som skal have lov til at udvikle sig, for at det stadig kan være attraktivt at bo på landet. Vi har i høj grad gavn af, at det går godt for Farsø. Men alt skal selvfølgelig ikke ske i Farsø. Derfor har jeg også sagt, at hvis vi har råd til at bruge penge på bymidten i Farsø, så må vi også have råd til landsbyordningen. Det hele skal hænge sammen, fastslår han. Glad for gamle værdier Selv om Kaj Wisti Lassen efter at have overtaget den fædrende gård legede med tanken om at læse historie og samfundsfag, trives han ude blandt dyrene og naturen. - Jeg er i virkeligheden meget glad for de gamle værdier i bondesamfundet. Det der med at opleve årets gang. Glæde sig til foråret, og at jeg er min egen herre. Det betyder utrolig meget for mig. Det giver mig selvværd. Men det skal ikke være sådan, at min søn, der også har valgt at starte på en landmandsuddannelse, skal presses til at overtage min gård. Jeg følte selv et pres fra mine forældre, som jeg efterkom. Og det har jeg det udmærket med i dag. Men min søn skal vælge selv, siger faderen. Familien taknemmelig De tre døtre går alle i skole: Den ældste læser nærorientalsk arkæologi i København, den mellemste er netop begyndt på gymnasiet i Aars, mens den yngste stadig går i V. Hornum Skole. Hustruen Karen er lærer i Aars. Ifølge fødselaren er det i høj grad familiens - og den faste medhjælper på kvæggården gennem 15 år - fortjeneste, at han kan dyrke det intense liv som bonde og kommunalpolitiker. - Det er jeg dem meget, meget taknemlig for. Jeg har det bedst, når der sker noget omkring mig - selv om jeg godt kan mærke, at man som 50-årig ikke kan det samme fysisk, som jeg havde engang, siger han. 50-årsdagen fejres torsdag ved en reception på Hotel Farsø mellem 14 og 18.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...