Skolevæsen

Bondens søn vil sikre sæden

Niels Erik Skakkebæk, den stille storebror fra Vodskov, er manden, der viste verden, at mænd er dårligere til at få børn end nogensinde

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Professoren er så privat og personligt tilbageholdende, at han aldrig før har haft pressen på besøg hjemme. – Det er sagen, det handler om, mener Niels Erik Skakkebæk. Men ifølge hans kolleger, er netop hans personlighed en af grundene til, at forskningen i miljøet påvirkning af vores evne til at få børn er blevet så stort et felt.

Han er vokset op med livet som en selvfølge. Med det spirende korn på marken. Dyr i fold. Med viden om, at alting hænger sammen. Fra regn og sol og gødning over såsæd til kvæg og kød og aftensmaden sammen med de fire søstre og far og mor på gården Skakkebæk ned til Limfjorden syd for Vodskov. – At fortælle en mand, at han nok ikke kan få børn, fordi hans sæd er for ringe... Niels Erik Skakkebæk læner sig frem. – Der begynder det. Det er min drivkraft. Niels Erik Skakkebæk er først og fremmest lægen, der vil hjælpe den patient, der sidder lige overfor ham. Han er lægen, som vil redde og skabe liv. Men han er også i nogles øjne selve det menneske i verden, der har gjort mest for, at mændene fremover kan få børn. Det er ham, der blandt andet har skaffet viden frem om, at mænd i dag har halvt så mange sædceller med liv i som deres fædre. At vi er i færd med at udrydde os selv. Hvis vi fortsætter ad samme vej, og intet tyder på andet, vil rigtigt mange mænd om 100 år ikke kunne lave børn på glædesgivende naturlig vis. Nogle har så stærke gener, at de vil kunne. Men slet ikke alle. Med mindre der sker noget helt uventet positivt. Og selv om alle med ét gør alt det rette, vil der gå minimum 30 år, før sædcelleniveauet er som i 1950’erne. Men uden den viden, han og andre har hevet frem, ville vi slet ikke vide, hvad der skulle til. Værre end global opvarming – Det er svært at forstå, at alle ikke er mere optagede af det. Det er en kæmpe historie. På sin vis større end alle de andre. Større end klimaproblemerne. Men også endnu sværere at gøre noget ved, for vores manglende evne til at få børn hænger uløseligt sammen med den måde, vi lever på i dag, fortæller han. Vi sidder hjemme hos ham i huset i Farum nord for København. Her er billeder af de seks børnebørn overalt, på skænken, reolerne, væggen. Og huset, han og Mette selv fik bygget i 1981, er som hans karriere skabt med et særligt mål for øje. Børnene. Ude og hjemme er det børn, liv, der skal skabes. Så her er ikke stramt og tjekket, men varmt og slidt. Her skal ikke prales eller perfektioneres til syn for andre. Her skal leves. Her er køkkenet åbent ud til det store spisebord skabt til lektier og spil og bagest er et helt eget soveværelse til børnebørnene. Ovenpå er stuen med udsigt over søen, tv og stole skabt til læsning af bøgerne i reolerne under skråvæggene. Og selvfølgelig en arbejdsplads. Døgnets timer rakte knap i de hårdeste år, da hans egne tre børn kom trip, trap, træsko, mens han havde allermest travlt med den karriere, der har ført ham op på den globale top. En karriere, der begyndte som bondesøn og ikke er endt endnu, selv om han sidste år som 70-årig blev tvunget på pension fra sin stilling som professor og leder af Afdeling for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet. Her forsker 60 ansatte i, hvad der påvirker vores evner til at få børn. Det gør de så godt, at de gang på gang er verdens første med nyt. Ligesom han har været det i næsten 40 år. Det var også ham, der fik dannet afdelingen, der stadig som det eneste sted i verden smækker forskere med flere forskellige fag sammen, og hvor han stadig har sin daglige gang. I mange timer. – Vi har forandret vores måde at leve på radikalt de seneste to generationer. Og der er ingen tvivl om, at det er derfor, at vi ser så rystende dårlig sædkvalitet. Var der en genetisk grund, ville der gå meget længere tid. Det er påvirkninger fra miljøet, der er årsagen, siger Niels Erik Skakkebæk. Han vil ikke navngive en skurk. Og dog. – Grådigheden, siger han. – Jeg vil mene, vi må sige, det er menneskets grådighed, der gør det. Vores iver efter flere produkter, mere forbrug. Det er ikke enkelte mennesker, som i bevidst ondskab fabrikerer et eller andet kemikalie, der nedsætter frugtbarheden. Men vores grådighed efter varer, nye varer, er enorm. Også du og jeg gribes jo af trang til noget nyt. Grådigheden giver grobund for en mængde produkter og med dem nye stoffer, der nok tjekkes, men ikke altid. Og selv om de hver for sig ikke gør nogen skade i laboratoriet, har de voldsom effekt, når de optræder samlet, som de gør ude i virkeligheden. Mange af kemikalierne i f.eks. insektmidler, plastik og creme påvirker kroppen på samme måde som det kvindelige kønshormon, østrogen. De ser ud til at forstyrre udviklingen af fostre. Især drengene er udsatte. – Vi går ikke rundt og tror, at de hormonforstyrrende stoffer er skyld i det hele. Men de påvirker. Og vi skal vide hvor meget og hvordan for at kunne stoppe det, siger Niels Erik Skakkebæk og påpeger, at fostrenes udvikling til drenge og piger også påvirkes af røg, nikotinplastre og alkohol. Så det bliver sværere at få børn. Så mange slet ikke kan. Så flere får misdannelser. Og kræft. De er sarte, de små bitte fostre. Der skal ikke ret meget påvirkning til på lige præcis de tidspunkter, hvor grundlaget til artens videreførelse bygges. Det sker i 7-12. uge. Også senere hen kan påvirkninger gøre ondt meget værre eller skade i sig selv. Men eksakt viden om, hvad vi kan gøre for fuldstændig at beskytte dem, gives ikke. Det gør skudsikre råd til den gode sædkvalitet heller ikke. – Vi ved ikke alt endnu. Vi ved mere. F.eks. at de stoffer, der hver for sig ikke påvirker, sammen er en farlig cocktail. Men vi kan ikke sige, hvor meget, der præcist gør hvor stor skade. Forskere som han finder viden frem, så skal andre tager over og beslutte, hvad der skal ske med deres viden. Han ved, at mange bliver bekymrede, når de læser, ser og hører om resultaterne fra hans og kollegers forskning. Og at de får en følelse af afmægtighed, når forskerne ikke kan komme med klare anvisninger på, hvad de skal gøre for at kunne få børn og børnebørn. – Men vi har en pligt til at komme frem med vores viden, også inden vi ved, hvad der skal gøres. Kommer den ikke frem, kan der jo slet ikke handles, konstaterer han. Forskerne ved dog nok til råt at sige, at gravide skal holde sig fra tobak og alkohol – helst allerede inden, de ved, de venter sig. De første uger er nemlig afgørende. Forskerne ved også, at stoffer i creme trænger ind i kroppen. Og hvis cremen indeholder hormonforstyrrende stoffer, kan den påvirke drengens evne til at danne celler og kan skubbe på en brystkræft. Men cremer kan også have gavnlige virkninger. F.eks. beskytter solcreme mod solskoldning, som giver øget risiko for hudkræft. Hvad skal de så råde til? – Hvad er etisk mest korrekt, spørger Niels Erik Skakkebæk. Selv hælder han til, at man ikke bør give entydige råd, med mindre de er helt igennem korrekte. Og bevist. – Man bør ikke forlede folk til tryghed, mener han, der dermed lægger sig ud med dem, der gerne giver råd og/eller sælger solcreme. Og det er ikke så få. Men det er blot endnu en gruppe, der gør modstand mod data fra Skakkebæk og Co. Niels Erik Skakkebæk sætter ingen navne eller brancher på, men hverken kemikalieindustrien, gødnings-, plastik-, parfume- eller tobaksindustrien er glade for den øgede viden om, hvad deres produkter gør ved menneskeheden. Mønsterbryder Professoren har selv mærket pressionen, men vil ikke fortælle om den. Den påvirker ham heller ikke. Fordi han er, den han er. En nordjyde nordenfjords fra. Ene søn ud af fem børn og derfor udset til at overtage den 40 tønder land store gård med slægtsnavnet Skakkebæk efter sin far. – Det er der ingen tvivl om. Så jo, jeg er vel det, der kaldes en mønsterbryder. På godt og ondt. Det var hårdt for både far og søn, da han slap hjemmet og Aalborg-båden og sejlede til København for at studere. – Men for min far var jeg vigtigere end gården. Og det er egentlig ham, der startede det hele. Han havde været på højskole og ville derfor give sine børn den gode uddannelse. Han var fremsynet. Lige til det sidste håbede den da 10-årige Niels Erik ellers, at skolegangen på den private Elisabeth Brøndsteds Skole helt inde i Aalborg var forbeholdt storesøsteren. Han ville hellere blive nær hjemmet. Men nej. Fra mellemskolen og frem til realeksamen i 1952 tog purken til storbyen. Og klarede det så godt, at han blev opfordret til at fortsætte i gymnasiet. Men der var brug for ham på gården, og i tre år knoklede han derhjemme som medhjælper, mens læselysten sled i ham. – Beslutningen modnedes langsomt. Det var jo et stort skridt. I 1955 begyndte han at tage studentereksamen på Frk. Gluuds studenterkursus. Efter to år var han klar til at læse til dyrlæge. – Min far var splittet, og ved båden så jeg ham græde den eneste gang i mit liv. Med et studielån fra Horsens-Hammer Sparekasse flyttede han til København til sin moster. Det var før ungdommens uddannelsesstøtte, så forældrene måtte også økonomisk spæde til, ligesom et legat fra Politiken på 100 kr. månedligt gik til mad og senere kollegieværelse på Egmont kollegiet. Efter et år på Landbohøjskolen stod to ting klart for den unge Skakkebæk. Han kunne klare sig fagligt. Og han ville hellere have med mennesker at gøre. – Dyrene hang sammen med gården, så det var naturligt at starte med dem. Men jeg drev mod medicinstudiet. Hjemmefra lød ingen protester over skiftet. De støttede ham. – Jeg vidste, de var der. At jeg hørte hjemme der, og det påvirkede mig selvfølgelig, da de begyndte at sælge dyrene og endda snakkede om at sælge gården... Men der var ikke noget pres om at komme hjem eller forventningspres til karakterer, husker han, men heller ikke den samhørighed i job og viden, som der havde været, da han var på gården. Men han har meget med derfra. I den kuriøse ende glæden over guld til AaB, der stadig er “hans” hold, og ovre blandt den mere solide arv – en utrolig flid. Han har lært, at det kunne svare sig at gøre sit arbejde ordentligt. – Jeg kender godt fordommene om vendelboer og har ikke noget imod at betragtes som sådan. Man er, hvem man er. Og selvfølgelig er man også formet af det sted, man vokser op. Så er han nået til grænsen af, hvad han vil sige om sig selv. Han forsøger med alle midler slippe for at tale Niels Erik Skakkebæk. Han vil tale om sagen. Rose sine kolleger. Sine forgængere. Og bruger den første lange del af lørdagen lettere modstræbende afsat til sit første personfokuserede interview på at gennemgå, hvad han har forsket i og nået frem til. Han har aldrig før haft en journalist hjemme. Har ikke villet inddrage sig selv som person og gør det også i dag kun akkurat til den grænse, han selv sætter. Spørgsmål om ferie er “ikke vigtigt for andre at vide,” og han holder ved sin beslutning uden koketteri. Hans kone, Mette, gør det samme. Hun vil end ikke fotograferes. Det her er et privat hjem. Livet er privat. Det liv, han slås for, at andre kan skabe. Og som hun hele deres over 40 år lange ægteskab har levet med. Der er ingen overlegenhed i deres afvisning, men masser af venlighed og varme i rummet mellem dem og rundt om dem. Menneskelig dannelse. Der mærkes. Viden er det vigtigste Det er ikke svært at finde andre, der gerne vil sige noget om manden. Og der er sagt på jysk pæn overensstemmelse mellem det, de siger. De kalder ham afholdt. Flittig. Stædig. Ordentlig. Tålmodig. Og mere end en anelse egenrådig... At han er faglig dygtig, er ubestridt. Det er vigtigt. Men ifølge kolleger – ovennævnte er deres ord om ham – er han så betydningsfuld, fordi han netop er, som han er. Det afgørende er hans måde at være på. Hans person. Ham selv. Han er sagen. Eller rettere: Han er en af grundene til, at der overhovedet er en sag. Blandt andet fordi, han holder fast i, at viden er det vigtigste. Han går ikke ud og siger noget, der ikke kan holde i både byretten og på den globale scene, men venter, til der er resultater og fremlægger dem så uden at overdrive. Hver eneste gang. Det gælder også i forhold til pressionen fra brancher, som har chikaneret ham globalt på web og i aviser og konstant sat spørgsmålstegn ved hans og kollegers forskning. Han kan ikke provokeres til at gøre gisninger og skøn til sandheder og sikker viden. – Han er meget forsigtig. Det har han også lært mig at være, for det betaler sig på sigt, at ingen kan sætte spørgsmålstegn ved dig og dine resultater, siger Richard M. Sharpe, professor ved University of Edinburgh og en af dem, der har arbejdet længst sammen med Niels Erik Skakkebæk. Respekten for viden står han gerne ved. – Det er den, der bestemmer. Det er viden, der afgør, hvad jeg gør. Den retter jeg mig efter. Sådan var det også på gården. Den, der havde viden og brugte den, høstede bedst. Sammenhængen var så synlig. Man kunne ikke snyde sig frem, fortæller han. Han tager så meget ansvar for den viden, han eller andre finder frem, at han kæmper for, at den kan udfolde sig. Uanset om det så lige passer ind i de systemer, der er. F.eks. stod han fast på, at der i 1990 skulle dannes en afdeling for vækst og reproduktion på Rigshospitalet, selv om sådan en ikke var kendt andre steder fra. Og han holdt på, at der skulle arbejde andre end læger, fordi viden om, hvordan sædcellerne f.eks. blev påvirket af stoffer skulle lirkes ud med evner, som bl.a. molekylærbiologer har. Patienterne skulle også komme på afdelingen. Forskerne skulle ikke sidde og mule alene på laboratorierne, men hele tiden mødes med dem, det handler om: Mennesker, der er syge og eller ikke kan få børn. – Selvfølgelig var det en kamp, men jeg behøvede jo ikke flytte derind dengang. Jeg sad i et godt job som professor i pædiatri og leder af børneafdelingen på Hvidovre. Jeg vidste, hvad der var rigtigt at gøre og holdt fast, men det var ikke blevet til noget uden alle dem, der støttede mig dengang, skynder han sig at sige og fortæller også senere om det maleri af Lars Ravn, der hænger i entreen, hvori maleren har skrevet: Ingen skaber alene. – Det har jeg fået Mette, og det er sandt. Hans respekt for andres viden er velkendt. Også af en af hans kolleger fra den anden side af Atlanten professor Shanna Swan, University of Rochester i staten New York. Hun fremhæver, at han ved, hvad han selv ved og ikke ved. Og at det ikke er alle i deres verden, der kan skelne. – Jeg er statistiker og fik i 1993 til opgave af National Institute of Health at tjekke hans undersøgelse fra 1992 af de 61 opgørelser af sædkvalitet verden over fra 1938 og frem, som han havde kørt sammen og vist, at antal sædceller i snit var halveret. Ja, det var hans, men han lod en ung forsker stå som førsteforfatter, sådan er han... Han er sådan et mensch, og hans måde at være på har smittet hele forskningsfeltet, fortæller hun, der skrev til Niels Erik Skakkebæk og få dage efter modtog al det originale materiale med eksprespost. – Jeg kender ingen anden, der ville gøre det. Og da jeg ringede for at sige tak, sagde han, at vi ikke burde tale sammen. Min undersøgelse skulle være helt uafhængig. Han er så etisk korrekt. Shanna Swans undersøgelse viste i øvrigt, at faldet var endnu voldsommere. Især i Europa. Siden har de to samarbejdet, blandt andet om, at ftalater (der blødgør plastik og findes i alt fra neglelak til opvaskebørster) påvirker drenges testikler og synligt forkorter den afstand, der er mellem anus og penis. Det er et klart tegn på, at drengebørnene er blevet feminiseret. Tallene om den dalende sædkvalitet var meget kontroversielle. Mange afviste dem pure og flere gik i gang med undersøgelser, der skulle modbevise hans. Især franskmændene nægtede at høre tale om faldende fertilitet, men efter et par års egen research måtte selv de med Pierre Jouannet fra Hospital Cochin i Paris give op overfor den vidensikre nordbo. – Jeg synes ikke, det handler om mod, fastholder Niels Erik Skakkebæk, der blev verdenskendt i offentligheden med tallene, men internt i forskningsverden allerede var kendt og anerkendt som en slags “enfant terrible”, som han kalder sig selv. Fascineret af skabelsen af liv Og det på grund af to prøver fra to mænds testikler. Lige fra han begyndte at læse medicin, ja, før da, var han fascineret af skabelsen af liv og af liv. Han ville derfor være børnelæge og skrev så i 1972 disputats om forudsætningen for, at der overhovedet er børn. – Jeg var på det tidspunkt på Skt. Joseph Stiftelsen og lærte der en af mine vigtigste lektier: Find dig som ung en god chef. Jeg fandt John Philip, der var reservelæge og forskede i kromosomforandringer og fertilitet hos kvinder. Vi tænkte, det samme måske gjaldt mænd, og jeg gik i gang. Under arbejdet med den forskning, der skulle gøre ham til børnelæge, mødte han en prøve fra en testikel, der så mærkelig ud. Nogle af cellerne lignede ikke de andre. Han fandt ingen forklaring, lagde prøven væk, men fandt to år senere en helt magen til hos en anden mand. Hans tiltro til viden drev ham frem. De mærkelige celler måtte være der af en årsag. Han skrev om dem. Og skrev senere, at han mente, de var forstadier til testikelkræft. Nogle patologer hånede ham. De kendte godt den slags celler, men mente, at de kom til at se sådan ud, efter man han fået kræften. Men Niels Erik Skakkebæks to mænd havde ikke testikelkræft, da han tog prøverne. Det fik de. – Jeg kontaktede dem selv og var med, da de blev opereret. Først i 1980 begyndte der at være anerkendelse for sammenhængen. Da havde han og kolleger på Rigshospitalet for længst påvist, at efter syv år havde 70 pct. af mændene med carcinoma in situ fik kræft, men først efter massivt pres og personlig støtte fra enkelte kræftlæger, fik han lov at sende dem til operation. – Jeg var en fremmed fugl. Jeg var ikke kræftlæge og kom der og vendte deres viden på hovedet. Jeg vidste godt, nye metoder også skal bevises gangbare af andre. Og jeg har selv tålmodighed til at vente på at få ret. Men jeg så patienterne. At se patienterne fik ham til at holde ved, og kampen dengang var hård. Han havde også tre børn, et fuldtidsjob med patienter og flere end 200 ansatte på børneafdelingen, samt sit forskningslaboratorium på Rigshospitalet, men vidste, han havde ret. Stædigheden dukkede op igen, da han for alvor fokuserede på, at de mærkelige celler lignede stamceller. Det betød, at de var dannet, mens manden var foster. – Kræften var altså medfødt. At han i 1987 med rimelig sikkerhed kunne sige, at testikelkræft er en udviklingssygdom fra fosterstilstanden, er den kerne af viden, der siden har formeret sig til et stort forskningsfelt, som i dag også inddrager forskere, i hvordan hormonforstyrrende og andre stoffer påvirker kvinder og dyr. Forskerne ser de samme mønstre. Fosteret påvirkes på lige præcis det tidspunkt, udviklingen er mest skrøbelig. Med fatale følger. I samarbejde med andre forskere, han vil ikke stå alene, for “vi står altid på skuldrene af andres gode arbejde”, finder han frem til det, andre i hvert fald krediterer ham for – TDS – Testiculært dysgenese syndrom. – Vi ser en meget voldsom vækst i testikelkræft – som en ud af hundrede mænd får i dag. Det er en firedobling på et par generationer. Det kan ikke nås med genetik. Og det er forskelligt fra egn til egn – Danmark ligger i top. Det måtte være noget i miljøet, konstaterer han. Han kalder testikelkræft for en whistle blower, der viser, at meget andet er galt med den mandlige reproduktion. For det er det. Hver tyvende dreng fødes med hypospadi, hvor urinrøret udmunder forkert på penis og hver tiende med kryptorkisme, hvor testiklerne ikke er på plads i pungen. Hver femte 18-20-årig dansk mands sæd er så ringe, at han reelt er infertil. – Jeg synes, det er lidt af en Columbus-historie. Jeg faldt over vævsprøverne, jeg ledte ikke efter dem. Så jeg vil ikke tage æren for at være det lys, andre følger efter. Jeg har nok foretaget de rette skøn, men aldrig alene. At se patienterne har altid holdt mig på sporet, ellers kan man let blive afledt. Og dog. I videnskab er det jo sådan, at sandheden altid kommer frem. Han lyder tålmodig, men er det ikke kun. Der skal ske noget omkring ham. Udvikling. Og han kan ikke trække sig fra den afdeling, han har skabt og spottet talenter til, så der nu er lutter verdenskendte forskere på alle pladser. Han har givet trådt nogle over tæerne undervejs, men dem, der følger ham, holder ved. I dag er 60 ansat på afdelingen, de er meget forskellige, men alle i en eller anden grad drevet af et vovemod. Og flid. – Det er en ønskesituation som leder. De sidste år kunne jeg begrænse min indsats til at være den lille manglende brik i det store puslespil i hvert projekt. Nogle gange var jeg bare idémager. Hele sit arbejdsliv har han skiftet behændigt mellem et hav af roller. Han har været detaljerytteren, som han været begravet i sine egne vævsprøver. Han har været klinikeren, der har taget sig af patienterne. Han har været manden med overblikket, der har set, hvilke projekter, der skulle satses på. De mange funktioner er hans styrke. Fordi han kan dem alle, mener en anden af professorkollegerne fra USA, Jerry Heindel, National Institute of Health. – And he"s a great thinker, sammenfatter han sin karakteristik. Meget vi ikke ved endnu Inde i hverdagen på afdelingen ser de ham stadig hver dag, selv om han sidste år blev sendt på pension fra det offentlige. Men med midler udefra har han stadig forskning og kontor kørende på Riget. – Han stiller da store krav. Også til os andre. Og han har skabt det her, måske lidt ad hierarkisk vis. Han er jo en stædig kamel... Men kravene gør det jo også spændende at være her og gør, at vi arbejder på en anden måde end andre steder. Vi samarbejder på tværs af faggrænser, fordi han ved, det er det bedste for den viden, han vil forfølge, fortæller forskningsleder på hormonlaboratoriet på Afdeling for Vækst og Reproduktion, Anna-Maria Andersson. Han har stadig ret. Får stadig ret. Og så går han ind imellem noget tidligere hjem, end før han blev pensioneret. – Han har altid arbejdet meget, men børnebørnene kan nok få ham hjem, siger Anna-Maria Andersson. Hjemme i Farum giver Niels Erik Skakkebæk gnæggende sin kollega ret. – Men jeg skal derind. Der er mere, jeg skal finde ud af. Verden under mikroskopet er jo reel, virkelig, men der er så meget, vi ikke ved endnu.