Bondo: Regeringen tilgodeser i uhørt grad KL

Lærerne er blevet kørt over af regeringen og KL, men træder styrket ud af konflikten, mener lærerforeningen

Anders Bondo mener indgrebet i uhørt grad følger KLs linje. Foto: Scanpix

Anders Bondo mener indgrebet i uhørt grad følger KLs linje. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:- Vi har fået et lovindgreb, der i uhørt grad tilgodeser KL’s ønsker.

Sådan lyder den første reaktion fra Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, efter at regeringen tirsdag har besluttet at gribe ind i konflikten mellem kommunerne og lærerne og sætte en stopper for den snart fire uger lange lockout.

- Folkeskolen er havnet i en meget vanskelig situation, hvor lærerne er blevet kørt over af parløbet mellem regeringen og KL, siger lærerformanden i en kommentar.

- Der har ikke været reelle forhandlinger, fordi KL hele tiden har følt sig bakket op af regeringen.

KL får særligt ansvar

Han understreger, at Danmarks Lærerforening er kommet med ”adskillige kompromisforslag” i forhandlingerne med KL, uden at det har ført noget med sig.

Derfor står regeringen og KL ifølge Bondo nu med et særligt ansvar:

- Nu står vi i en situation, hvor KL ensidigt er blevet tilgodeset. Det giver KL og regeringen et særligt ansvar for at ”vinde freden” og få tingene til at fungere i folkeskolen nu, hvor konflikten er overstået.

Dog træder lærerne styrket ud af den lange konflikt, fastslår han:

- Det store sammenhold og engagement, som vi har oplevet blandt lærerne over hele landet, har styrket sammenholdet i Danmarks Lærerforening.

Travlt med beregninger

Lærerforeningen har travlt med at regne på konsekvenserne af regeringens lovforslag til et indgreb i konflikten. Derfor vil der ifølge lærerforeningens presseafdeling først blive holdt et reelt pressemøde klokken 14.30 torsdag.

Regeringens lovforslag lægger blandt andet op til, at lærernes arbejdstid normaliseres og 60-års-reglen udfases, som arbejdsgivernes topforhandlere i KL har ønsket fra start. Til gengæld får lærerne blandt andet 300 millioner kroner til lønforhøjelser.

Regeringen forventer at kunne hastebehandle og vedtage lovforslaget, så hverdagen kan indfinde sig i skolerne fra på mandag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.