Bono, Powell og paven nomineret til Nobels fredspris

OSLO. Bono, Powell og paven nomineret til Nobels fredspris. I alt 199 enkeltpersoner og organisationer er indstillet til den prestigefyldte pris, meddelte Nobel Instituttet torsdag. Listen består i år af 163 personer og 36 organisationer, sagde Geir Lundestad, der er direktør for instituttet. Men selv om Nobel Instituttet ikke offentliggør navnene på kandidaterne til den prestigefyldte pris, har de, der er med til at udvælge de nominerede, ikke fået mundkurv på. Og derfra forlyder det, at den irske rockstjerne fra bandet U2 Bono, pave Johannes Paul II, USA's tidligere udenrigsminister Colin Powell og Ukraines præsident Viktor Jusjtjenko er blandt de nominerede. Græsrodsorganisationer, som har bistået med en stor del af nødhjælpen til de tsunamiramte områder i Asien, bliver ifølge flere analytikere også spået at have en god chance for at modtage fredsprisen. Blandt de nævnte har været Oxfam og Red Barnet. /ritzau/AFP