Boogie banker fest op

Bisnapgård Efterskole fester på landsdækkende tv

HALS:Rundt om den gamle bunker på stranden ved Bisnapgård Efterskole syder det med spænding. Klokken er kvart over to fredag eftermiddag, og to elever har ekstra mange sommerfugle i maven. - Jeg har da lidt kriller i maven, men hvis man først har sad gang i noget, nytter det ikke at bakke ud igen, siger 15-årige Patrick Serena. Han er elev på efterskolen, og sammen med skolekammeraten Maja Ernst på 15 år, har han skrevet et brev til musikprogrammet Boogie fra DR. - Vi havde idéen om et beachparty nede ved bunkeren. Så ville vi høre, om Boogie ikke kunne komme og sparke lidt gang i den, forklarer Patrick Serena. Boogie har et koncept, hvor programmet tager ud i det ganske land hver anden fredag, for at sætte fut i en fest. Denne fredag er det stranden i Hals, der bliver invaderet af kamerafolk og lydmænd. Klokken fire sender Boogie live fra festen. - Det er et fedt koncept, og en fed mulighed for os. Vi kan vise, at her ligger en skole, der sætter gang i den. Det er da med at gribe muligheden, mens den er der, siger Patrick Serena. Begge elever må indrømme, at det i begyndelsen var en lærer, der gav dem tippet. - Vi blev sparket lidt i gang, men idéen var så god, at vi nok havde gjort det alligevel, siger Maja Ernst. Vigtigt at møde seerne Foran den gamle bunker fra anden verdenskrig holder to hvide lastbiler med to tydelige røde bogstaver: DR. De to studieværter, der skal styre festlighederne, går rundt og joker med eleverne. - De er jo vores levebrød. De er vigtigt for os at komme ud at møde vores seere, så vi får en fornemmelse for, hvem det er, vi laver tv til, siger den mandlige del af Boogie-parret Huxi Back og fortsætter: - Vi får lige et spark i røven, for de forventer, at der er gang i den. Så er det også super fedt at være ude ansigt til ansigt med dem, der sender sms’er til programmet, forklarer han. Generalprøven skal i gang, og bandet Powersolo stiller sig klar foran bunkeren. Det er tre fyre fra Århus, der spiller et nummer om en mexicansk løgnhistorie. Patrick Serena og Maja Ernst står det meste af tiden og kigger med fra sidelinien. - Det er sjovt med dem fra tv, nu er de bare helt almindelige mennesker, siger Maja Ernst, mens hun tramper med på musikken. Rundt om bunkeren har efterskoleelever pyntet op med kanoer, surfboards, en afrikansk hyttebar og en hel gris, der bliver stegt over grillen. It’s playback time Oppe på bunkeren står stjernen fra Popstars Christine Milton. Sammen med to dansere skal hun indlede og slutte festen. Cd’en spiller, men stjernen vinker afværgende - det er et forkert nummer, lydmanden har fundet. Endelig finder han det korrekte track, og stjernen vrider og mimer sig gennem to sange. Klokken nærmer sig fire, og efterskolens knap 90 elever har fundet sig til rette i liggestole foran bunkeren og på skrænten rundt om. En mand med walkie-talkie fortæller dem, hvornår de skal klappe og lige så vigtigt, hvornår de ikke skal. Alle eleverne klapper, og værten Jeanet Trebbien sætter programmet igang ved at fortælle seerne, at de befinder sig langt ude i en by, der hedder Hals. Patrick Serena og Maja Ernst er travl beskæftiget under hele udsendelsen. De bliver både interviewet og sat i gang med en konkurrence. Det hele forløber uden tekniske problemer, og inden Christine Milton skal mime den sidste sang, finder værterne et par overraskelser i lommerne. De to elever får billetter til Skanderborg Festivalen, og Patick Serena råber højt, da han modtager en billet til Metallicas koncert i København 26. maj i år. - Det har været monster fedt. Det hele virker totalt surrealistisk, siger Patrick Serena, da kameraerne er slukket. Han hænder ryster, og han går forvildet rundt og råber ind i mobiltelefonen: - Jeg skal til Metallica.