EMNER

Boom i antal af spørgsmål til ministre

Nordjyske Per Clausen (EH) har sat rekord med 866 på under et år

- Hvem, hvad, hvor - og ikke mindst hvorfor? Lysten til at få et ministersvar på sin undren er steget markant blandt politikerne på Christiansborg. I det indeværende folketingsår, der slutter med udgangen af september, er der stillet 6564 spørgsmål til regeringens ministre. Det er 700 flere end i det forrige. - Spørgsmålene er blevet en slags trend i tiden - ikke kun i Danmark, men også i de andre nordiske lande, siger Folketingets formand Christian Mejdahl (V). Listen over spørgelystne folketingsmedlemmer toppes igen i år af Enhedslistens Per Clausen. Han har indtil videre sat sig til tasterne 866 gange for at forfatte spørgsmål til ministrene. Nordjyden slår dermed den folketingsrekord, som han selv satte sidste år. - Jeg sidder med flere forskellige områder og tager desuden en del nordjyske sager op. Så bliver det hurtigt til mange spørgsmål, siger Per Clausen, der indrømmer, at den ivrige fremtoning kan være en fidus til at åbne vælgernes øjne: - På et tidspunkt kommer der et valg, og der stemmer folk nok sjældent på de politikere, de ikke har set noget til. Trods sin status som det mindste af partierne på Christiansborg har Enhedslistens seks MF’ere stillet 1810 - eller mere end hvert fjerde - af årets spørgsmål. Den store spørgelyst på Christiansborg kræver meget tid og arbejde fra Folketingets administration og ministeriernes embedsmænd. Det kan blive et problem, mener Christian Mejdahl. - Hvis vi kan få de samme informationer ved at stille færre spørgsmål og tilsvarende få mere fyldestgørende svar, så er vi nået langt, og det er målet at nå dertil, siger han. Jørgen Goul Andersen, der er professor i politik ved Aalborg Universitet, kalder derimod de mange spørgsmål for et ”sundhedstegn”. - Det er vigtigt at kontrollere, hvad regeringen laver, og spørgsmålene kan samtidig have en forebyggende virkning, fastslår han.