EMNER

Boom i familiekurser

STØVRING:En uge, hvor samværet mellem voksne og deres børn er i det absolutte højsæde. Det er hvad nogle højskoler tilbyder. Og flere og flere børnefamilier tager i disse år mod tilbuddet. På Støvring Højskole er der således for længst udsolgt til to ugekurser med titlen "familien på opdagelse", hvoraf det første nu er i gang. - Vi havde udsolgt to måneder inden kurserne starter. Og vi ser at interessen vokser år for år, fortæller Marianne Kjeldgaard, forretningsfører for Støvring Højskole. Den mere end 100 år gamle institution genlyder derfor i disse dage af glade råb af absolut yngste klasse. Børn op til 14 års-alderen er centrum i disse uger, hvor der dels bydes på fællesture ud i den himmerlandske natur, dels på workshops, hvor børn og voksne deltager på lige fod. Den ene var et cirkusværksted, hvor der blandt andet skulle spilles klovn og laves ballondyr. I den anden handlede det om musik – i år med fokus på afrikanske børnesange. - På sådan en workshop er Christine og mig lige gamle. Vi har det samme udgangspunkt, når vi starter, og vi har det samme at tale om, når det bliver aften, siger 76-årige Birthe Thirup fra Frederikshavn, der har sit fire-årige barnebarn fra Mariager med. Forældre sætter også pris på, at de fratages alle daglige pligter i kursusugen. Og det til en pris, der bestemt kan konkurrere med andre ferieformer. 2.600 kr. koster ugen for en voksen med kost og logi, og der er kraftige børnerabatter på knap den halve pris op til 18 år. - Her er mere fred end derhjemme, så vi kan koncentrere os om det at være sammen. Og folk, der kommer her, er også åbne overfor andre, siger Mette Ravn fra Horsens. Hun venter i øvrigt at blive tre kilo tungere af højskolens gode mad i denne uge.