Bordtennisherrer er videre til kvartfinale ved VM

Danmark slog torsdag Grækenland ved VM i bordtennis for hold. Danskerne er nu et skridt nærmere oprykning.

Jonathan Groth sendte sammen med Anders Lind og Michael Maze Danmark videre til kvartfinalen ved VM i bordtennis for hold i den næstbedste række. Foto: Scanpix/Juan Mabromata/arkiv

Jonathan Groth sendte sammen med Anders Lind og Michael Maze Danmark videre til kvartfinalen ved VM i bordtennis for hold i den næstbedste række. Foto: Scanpix/Juan Mabromata/arkiv

Med en sejr over Grækenland er det danske bordtennislandshold for herrer videre til kvartfinalen ved VM for hold i den næstbedste række, 2. division.


De danske herrer vandt torsdag 3-0 i kampe over grækerne, og dermed er danskerne et skridt tættere på at rykke op i den bedste række.

Jonathan Groth, der er nummer 18 på verdensranglisten, og Anders Lind slog begge deres modstandere med 3-0 i sæt.

Michael Maze måtte dog ud i en længere kamp, før han sikrede sejren på 3-2.

- Det var første gang i turneringen, at jeg følte den rigtige timing. Jeg er jo lidt rusten, men jeg er tilfreds med spillet i dag, siger Michael Maze efter sin sejr i en pressemeddelelse.

Danmark møder i kvartfinalen Ukraine, der slog Danmark 3-1 i gruppespillet og vandt gruppen. Kampen bliver spillet fredag klokken 13.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.