Bordtennis

Bordtennishold næstsidst i rækken

BRØNDERSLEV:1. divisionsholdet i bordtennis sluttede som nummer syv og næstsidst i rækken. Det kunne formanden, Jan Lynge Jensen, oplyse på generalforsamlingen i BI-Bordtennis. - På grund af store udskiftninger på holdet blev det en svær sæson, men alt i alt en god sæson for holdet. Og alle spillerne har lovet at spille til næste sæson for derved at opnå et bedre resultat i landets næstbedste række. - Næste sæson bliver 1. division delt og i en vest- og en østkreds, så mulighederne for et godt, sportsligt resultat skulle være muligt. - Serieholdene var virkeligt godt kørende i denne sæson. Serie 1 blev nummer to i rækken, og serie 2 blev kredsvinder, og gik ubesejret igennem sæsonen, og er således rykket op i serie 1. - Ved DM for alle lykkedes det endnu en gang Malene Jensen og Per Mørk at blive dansk mester, nemlig i herre klasse fem double. Malene Jensen blev også dansk mester i dame klasse tre double. Desuden blev Malene Jensen og Per Mørk nummer to i mixeddouble C. Malene Jensen fik sølv i single i dame klasse tre, og Per Mørk fik sølv i herreklasse fem single. Jan Lynge Jensen mener, at bordtennis for alvor er blevet en kendt sportsgren efter Maze og Tugwell's OL-bronzemedalje og ikke mindst efter guldtriumfen i Århus ved europamesterskaberne, hvor Danmark på fornemste vis vandt holdguldet - Bordtennis bliver der talt om overalt. Nye klubber kommer til, og medlemstilgangen er nærmest eksploderet rundt om i klubberne i det ganske land. Det er dejligt at se, og den fokus på sporten skal vi som klub forstå at fastholde, så dette fantastiske spil kan udklække endnu flere dygtige bordtennisspillere til gavn både for BI og for bordtennis i det hele taget.