Borgen, fjorden slugte

Legendariske kongers nordjyske hjem dukkede op af sand og tørv

Knud Labohn
De formentlig 800 år gamle birkepæle i voldgraven var så friske, at man kunne hive dem op med maskiner. Arkæolog Simon kjær Nielsen dirigerer mens kolleger fra udgravningen kigger på.Foto: Vesthimmerland Museum
Vikingetid 3. september 2009 06:00

LØGSTØR: Egentlig ledte de efter spor fra vikingetiden. Men pludselig stod arkæologerne ved det, der kun kan være en forsvundet kongsgård fra Middelalderen. Sådan er der så meget i arkæologi. Men lykketræffet kan måske tilføje nye afsnit til Danmarkshistorien, der i forvejen har noteret legendariske konger som Valdemar Atterdag, Erik Klipping og Knud Den Hellige som gæster på gården, der var befæstet som en borg. Stedet er Aggersborg ved Løgstør, nær det sted hvor Harald Blåtand omkring år 980 lod rigets største vikingeborg bygge. På stedet samledes store flåder, der drog af sted til England, og man har længe ment, at der burde være spor af havn, kajanlæg og skibsbyggeri i nærheden. Dem søgte Vesthimmerland Museums arkæologer nu at finde som del af det landsdækkende projekt "Kongens borge". Tidløs undergrund Ved Aggersund har man haft det specielle problem, at naturen har gjort undergrunden tidløs. - Mange steder er storme skyllet ind og har aflejret sand. Så er der vokset lidt planter op inden næste storm. Vi kan ikke tidsbestemme sand og tørv - med mindre vi finder noget i det, fortæller arkæolog ved Vesthimmerland Museum, Simon Kjær Nielsen. Mens de lange søgegrave ikke fandt særlige spor fra vikingetiden, så ramte de pludselig det, der måtte være en voldgrav nogle hundrede meter fra vikingeborgen. - Der lå en masse ting nede i den tildækkede voldgrav. De kan tidsfæstes til mellem år 1200 og 1450. Det passer med de skriftlige kilder om, at der skulle ligge en befæstet kongsgård ved Aggersund, siger en glad arkæolog. Kongsgården venter Fundet blev gjort kun en uge inden udgravningen skulle slutte, så det kom til en heftig slutspurt fra arkæologernes side. Området er nemlig normalt forbudt område og fredet af hensyn til fuglelivet, så arbejdet skulle være færdigt 31. august. Basta. Derfor nåede man overhovedet ikke at gå i gang med at kigge på selve kongsgården. Det centrale sted er kun 900 kvadratmeter stort, svarende til en parcelhusgrund. Hvornår der bliver tid og penge til at stikke teskeerne i jorden her, vides ikke. Udgravningen af en kongsgård ligger uden for målet for projektet "kongens borge", så det er ikke sikkert, der bliver fulgt op på det i den sammenhæng. Det bliver afgjort, når en styregruppe for hele landet vurderer resultaterne. Under alle omstændigheder har Kulturarvstyrelsen nu sat endnu et stort rødt kryds på kortet ved Aggersund. Som fældet i går Simon Kjær Nielsen venter nu spændt på at få de barkede pæle, der afgrænsede voldgraven, tidsbestemt. - De var så pæne, da vi fik dem op ad jorden, at man skulle tro, det var løgn. De kunne være fældet i går. Desværre er de sværere at tidsfæste end eg og fyr, men nu må vi se, lyder det. Fundet af kongsgården støtter teorier om, at området langt fra var en udkant i vikingetiden. Det var nærmere et af de vigtigste områder med handel løbende gennem fjorden og langs hærvejen, der også gik her forbi. Fund af flere store handelspladser har også styrket teorien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...