Borger nr. 200.000 - et semester efter

Aalborg er stadig helt fantastisk, mener Mie Deurmann Petersen, der i september blev kendt som borger nr. 200.000.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mie Deurmann Petersen bor sammen med to veninder, der også begge er tilflyttere fra henholdsvis København og Aarhus.

I en lejlighed i Aalborg står der en stempelkande, der skiller sig lidt ud fra resten af inventaret på køkkenbordet. Ikke blot fordi den er guldfarvet, men fordi den rummer en helt særlig historie. Samme historie som nu for anden gang i år har bragt NORDJYSKE i kontakt med ejeren - den 21-årige fynbo Mie Deurmann Petersen. Med nytåret inden for rækkevidde følger nemlig også en trang til at gøre status , og siden år 2011 blev året, hvor Aalborg kommune rundede indbyggertallet 200.000, personificeret i netop denne unge fynbo, er NORDJYSKE igen kommet på besøg for at høre, hvordan det er gået siden sidst. Siden den dag i september for et semester siden, hvor Mie Deurmann Petersen på grund af sit indskrivningsnummer i folkeregistret kun på sin anden dag i byen og på studiet måtte en tur forbi rådhuset til både håndslag med borgmesteren, champagne og en gavekortsregn, der blandt andet har materialiseret sig i den guldfarvede stempelkande. Faldet godt til - Jeg er virkelig vild med Aalborg. Det er en meget varm by, siger Mie Deurmann Petersen, som dermed nikker til, at hendes første indtryk af byen har holdt stik. - Her er bare så hjemligt, og det er hyggeligt med alle de caféer og restauranter klods op ad hinanden, siger Mie Deurmann Petersen og fremhæver specielt Irish House, som hurtigt er blevet stamstedet om fredagen for hende og en flok fra studiet. Lejligheden, der selv indeholder en julekugle med navnet "Mie", bærer også præg af, at flyttekasserne for længst er blevet pakket ud. Selvom kommunikations-studiet på Aalborg Universitet især de sidste par uger har krævet hvert et vågent øjeblik, har det også til fulde levet op til forventningerne. -Men, det er virkeligt dejligt med juleferie nu, konstaterer Mie Deurmann Petersen, der lige har afleveret den sidste store opgave på semestret, og skal fejre jul i København. På motorvejen Selvom Mie Deurmann Petersen er både glad for og velintegreret i Aalborg nu, sidder byens geografi dog stadig ikke helt på rygraden. Hendes studie ligger tæt på lejligheden ved Friis, men universitetets afdeling og placering i Aalborg øst, er stadig lidt af en gåde, der endda via udprintede Krak-kort fejlagtigt har ført Mie Deurmann Petersen halvt ud på motorvejen - på cykel, vel at mærke. Derudover kan den nordjyske dialekt også stadig få smilet frem hos Mie Deurmann Petersen og de andre tilflyttere på studiet, når ord som 'kavt' lyder. - Men, jeg tror faktisk, jeg er ved at blive en helt god jyde, konkluderer Mie Deurmann Petersen, der med sin meget svage fynske dialekt kun selv har oplevet meget få smådrillerier. Familien på besøg Selvom Mie Deurmann Petersen altså på alle måder er faldet til i kommunen, mangler familien dog stadig at lægge vejen forbi den nordjyske hovedstad. - Men så kommer de til gengæld en hel weekend, fortæller Mie Deurmann Petersen om det planlagte første besøg i januar. - Ingen i familien har været her før, så de er ret overraskede over, at der ligger sådan en hyggelig by heroppe, siger 200.000-borgeren.