Nibe

Borgere bag fritids-idé

ØSTER HORNUM: Trods konkurrence fra underholdning i Nibe kom der 60 deltagere, da en initiativgruppe bød Øster Hornums beboere på en høring om det store fritidsprojekt, der skal gøre området ved Øster Hornum Hallen til et alsidigt fritidsområde for alle aldersgrupper. Forarbejdet var da også mildest talt i orden, da der var husstandsomdelt foldere om sagen, og en grundig beskrivelse er lagt ud på landsbyens hjemmeside. Men det er også halvandet års tanker og planer, der nu nærmer sig udførelsen. Kort fortalt kom foreninger og institutioner til at tale om, at de mangler faciliteter i Øster Hornum, hvis 1000 indbyggere generelt udgør en rimelig ung flok med mange børn. Disse faciliteter vil man nu skaffe, så både private, foreninger og firmaer kan bruge dem. Helt konkret drejer det sig om området ved Katbakken. Selve hallen foreslåes udvidet med mulighed for overnatninger og atletikbaner både indenfor og udenfor. Dertil en multibane, handicapvenlige gangstier, en teenagehytte på pæle uden adgang for små børn og voksne og et stilleområde med blandt andet beachvolley, shelters og fugletårn. Kommunen har lovet at se positivt på projektet, og Indenrigsministeriets Landsbypulje har givet 200.000 kroner til ideen, der mest skal gå til en tovholder på projektet. Der kom mange ideer frem ved bordene, og flere skrev sig op som den frivillige arbejdskraft, der bliver stærkt brug for.