Borgere i Gistrup har fået indrømmelse
Forslag, der lægger op til etagebyggeri, vil kun gælde Dybroparken - og ikke hele det nordøstlige Gistrup

Galleri - Tryk og se alle billederne.
GISTRUP:Bortset fra i den kommende bebyggelse Dybroparken bliver der ikke lavet ændringer for, hvad der allerede i dag må bygges i det nordøstlige hjørne af Gistrup.
Det kunne formand for Gistrup Samråd Anker Lohmann-Hansen oplyse, da cirka 100 borgere i aftes mødtes på Gistrup Skole for at debattere et tillæg til en kommuneplan for hele det nordøstlige område samt en lokalplan for Dybroparken, et erhvervsområde der skal ændres til boligformål.
En mulighed var åbnet
Af dét forslag til et tillæg til en lokalplan, byrådet vedtog og sendte i høring tidligere i år, fremgik det ellers, at der i byens nordvestlige hjørne skulle være muligt at bygge med en bebyggelsesprocent på 60 procent mod de nuværende 40, hvilket kunne indebære byggeri i op til tre etager.
- Vi har i dag fået en mail fra Aalborg Kommune, som oplyser, at det aldrig har været meningen, at de 60 procent skulle gælde for hele området. Forslaget til et kommuneplantillæg bliver derfor fjernet for det store område, fortalte Anker Lohmann-Hansen, der forklarede, at mailen var udløst af et møde, han og Karl Korfits, formand for Gistrup Beboerforening, havde haft med by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S)
- Vi fortalte ham, hvad vi vil være med til, og hans svar var, at vi nok havde ret i noget af det.
Dybroparken uændret
For Dybroparken er der stadig en bebyggelsesprocent på 60 og dermed etagebyggeri i spil, hvilket ifølge samrådsformanden er i strid med den havebytanke, der ellers er gældende for Gistrup.
- Det giver en anden tæthed, end vi er vant til, sagde han og fremviste eksempler på byggerier, der efter hans opfattelse vil passe til stedet. Fælles for dem var en bebyggelsesprocent omkring 40 procent.
Fra de to formænd blev der foreslået en indsigelse mod lokalplanen med et ønske om en reduktion til maksimalt 40 procent, evt. 45 pct. ved et inspireret projekt.
Fra forsamlingen lød der ros til forslaget, men også kritik. Edmund Georgi advarede mod at tale lokalplanen ihjel, idet han hilste muligheden for mindre boliger med små haver velkommen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.