Aars

Borgere i tvivl om lån

AARS:En blanding af afstandtagen til borgmesterens handling og en mangel på forståelse af problemet. Det var de to grundholdninger som NORDJYSKE mødte, da vi tirsdag formiddag tog en pejling på borgernes opfattelse af, hvor alvorligt borgerne ser på sagen om deres borgmesters ulovlige lån. - Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke må tage et lån, når det er hans eget selskab. Men måske forstår jeg det, når jeg kommer hjem og læser avisen, sagde for eksempel Kirsten Nielsen. De fleste adspurgte kunne ikke helt gennemskue sagen og dermed finde ud af, hvad de skulle tro - og her ligner de flere i pengebranchen. Andre så bare rent moralsk på tingene. og så var holdningen ganske klar. - Jamen - en borgmester skal være ærlig. Ham skal man altid kunne stole på. Derfor synes jeg det er frygteligt, det han har gjort. Ved ikke at have fortalt sandheden lyver han jo for borgerne, sagde således gymnasieeleven Margrethe Thomassen. - Har man overskredet nogle regler må det få en konsekvens. Selvfølgelig i forhold til, hvor stor forseelesen er, siger Per Poulsen, kommende tilflytter til området. - Han må jo kunne gøre rede for, hvad han har gjort. Men ellers er han da en dygtig mand, der har gjort meget for Aars, mener Harry Hougaard.