Lokalpolitik

Borgere ikke i tvivl om favoritvalg

Det var nogle målbevidste vælgere, der i går entrrede krosalen i Nørager for at afgive deres stemme i anledning af den lokale folkeafstemning om Nørager Kommunes fremtid.

Direkte adspugt var ingen af dem overhovedet i tvivl om, hvor de ville sætte deres kryds i stemmeboksene. Til gengæld ønskede adskillige ikke at afsløre, om de foretrak en alliance med enten kommunerne i Vesthimmerland eller Støvring og Skørping Kommune i en ny Rebild Kommune. - Jeg er helt sikker i min placering af krydset, uden at ville røbe mere. Det havde dog været noget helt andet, hvis der stadig havde været tre valgmuligheder, erkendte Ruth Nielsen, Nørager, hemmelighedsfuldt. Blandt undtagelserne var ægteparret Agner og AnneLise Både Andersen fra Nørager. - Vi har og er i dag overhovedet ikke tvivl om vores kryds for en nordløsning. Dette valg tror vi nemlig begge er bedst for Nørager Kommune fremover, erklærede Anne Lise Både Andersen, mens hendes mand nikkede bekræftende. Frem til middagstide var det primært ældre borgere, der afgav deres stemmer i krosalen. Blandst de yngre vælgere var parret Camilla Bohn og Diemer Fopma på 22 og 23 år fra Nørager. - Vi sættere begge vores kryds for nord, selv om vi kun har boet her i byen i kort tid og begge som tilflyttere til Himmerland ikke har det store kendskab til hverken Støvring eller Skørping Kommune. Baggrunden er alene, at jeg personligt er overbevist om, at det er den bedste økonomiske løsning for kommunens borgerne fremover, understregede Camilla Bohn. Blandt dagens vælgere i Nørager var også mejerichef Tage Christiansen og hustru. Han har tidligere ved et stort offentligt borgermøde om kommunalreformen på Haverslev Skole tilbage i oktober ytret sympati for en fremtidig alliance med Vesthimmerland. - Men i dag har jeg godt nok ændret standpunkt og netop stemt for en nordløsning. På mødet i oktober havde jeg nemlig slet ikke tænkt på denne valgmulighed. Det store flertal i kommunalbestyrelsen for netop dette valg har også påvirket min beslutning i dag, understregede Tage Christiansen, og tilføjede: - Jeg er af flere årsager overbevist om, at dette valg er det bedste for Nørager Kommune. Det begrunder han blandt andet med de færre indbyggere i den kommende Rebild Kommune i forhold til Vesthimmerland, som han ser som en oplagt mulighed for at få større indflydelse på beslutningerne. Den planlagte decentrale struktur i Rebild Kommune tiltaler ham også. - Og som erhvervsdrivende håber jeg også, at Rebild Kommune kan være med til at videreudbygge Haverslev som erhvervsområde. Det er jo ingen hemmelgihed, at større virksomheder fremover vil placere sig centralt langs de danske motorveje.