Lokalpolitik

Borgere og byrødder strides om strukturen

Kaotisk debat om Løkken-Vrås fremtid

NORDJYLLAND: Det trækker op til en voldsom vind fra nordvest, når kommunalbestyrelsen i Løkken-Vrå i morgen holder møde i Vrå Hallen. Kravet er en folkeafstemning om, hvorvidt det fremtidige tilhørsforhold skal være Hjørring eller Brønderslev. Kravet kommer fra Demokratigruppen, som en 10-12 borgere dannede for blot et par uger siden. - Det er det eneste rigtige, fastslår advokat Ove Jessen, en af initiativtagerne til gruppen. Demokratigruppen har hurtigt fået vind i sejlene. Ved et kommunalbestyrelsesmøde i mandags, hvor der var lagt op til en sammenlægning med Brønderslev og Pandrup kommuner, troppede 300 op, og tingene udviklede sig så kaotisk, at borgmesteren til sidst foreslog at suspendere mødet og udskyde beslutningen. Ove Jessen og de andre i Demokratigruppen vil have en folkeafstemning i hvert enkelt af de fem skoledistrikter i Løkken-Vrå Kommune. Det betyder, at Løkken-Vrå risikerer at blive delt ved den forestående kommunalreform. Men der ser Ove Jessen heller ikke noget problem i. - Det er naturligt, at folk i Vrensted i den sydlige del af kommunen gerne vil til Brønderslev. Og det er lige så naturligt, at os der bor i den nordlige ende af kommunen, hellere vil til Hjørring. Ove Jessen fatter ikke, at borgmester Knud Rødbro stædigt fastholder, at Løkken-Vrå Kommune skal forblive samlet i en ny fusionskommune. - Det virker som om kommunalbestyrelsen tror, at der stadig er noget som hedder Løkken-Vrå efter sammenlægningen. Men det er der jo under ingen omstændigheder. For det er vel ikke meningen, at tre sammenlagte kommuner skal bekrige hinanden og hver især forsøge at rage til sig, siger advokaten, der bor i Rubjerg i det nordvestlige hjørne af Løkken-Vrå kommune. Han håber, at der til kommunalbestyrelsesmødet mandag kommer 500-600 borgere på trods af, at mødet er placeret sidst på eftermiddagen. Demokratigruppen har kontaktet et københavnsk analyseinstitut, der tilbyder gratis folkeafstemning pr. telefon, brev og mail. Ove Jessen tvivler dog på, at politikerne tager imod tilbudet. - Men uanset hvad, der sker på mødet mandag, giver vi ikke op. I sidste ende er det jo Folketinget, som trækker de kommunale grænser, konstaterer Ove Jessen. Næste træk bliver sandsynligvis en underskriftindsamling i de enkelte skoledistrikter. Samtlige underskrifter vil blive sendt til Christiansborg. Indsigt side 3