Energiselskaber

Borgere til møde om varm sag

Samarbejde mellem Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk og Hadsund Fjernvarme er til afgørelse hos Energiklagenævnet

Varmetabet reduceres, hvis Kraftvarmeværket i Veddum kan indgå et samarbejde med Hadsund Fjernvarme	Foto: Grete Dahl

Varmetabet reduceres, hvis Kraftvarmeværket i Veddum kan indgå et samarbejde med Hadsund Fjernvarme Foto: Grete Dahl

Forbrugerne i Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk (VSVK) er onsdag 18. februar indkaldt til orienterende møde om det eventuelle samarbejde med Hadsund Fjernvarme. VSVK tror på en fremtid for projektet, selvom de er bundet af en aftale med Naturgas Midt-Nord, som strækker sig frem til 2015. - Vi forventer at vinde sagen. Der er i øjeblikket massiv politisk opbakning fra klima- og energiminister Connie Hedegaard om at gå fra naturgas til fjernvarme i landets kommuner, så det gavner vores kamp for at samarbejde med Hadsund Fjernvarme, siger Niels Jørgen Godskesen. Samarbejdet blev godkendt af Mariagerfjord Kommune, men mødte siden indsigelser fra Naturgas Midt-Nord. Gasleverandøren vil tabe afsætningsgrundlag, hvis planen bliver til virkelighed, og derfor ligger sagen nu hos Energiklagenævnet som en ankesag. Hadsund Fjernvarme står afventende ligesom VSVK, men er trods indsigelsen fra Naturgas Midt-Nord stadig positive omkring et samarbejde med VSVK. - Vi vil stadig gerne være en del af VSVKs projekt, fordi det er en god forretningsmulighed for os, siger bestyrelsesformand for Hadsund Fjernvarme, Thorkild Løkke.