Trafikulykker

Borgere vil have en rundkørsel

Efter dødsulykke er Skelunds borgere gået i aktion for at sikre byen

295 ud af ca. 500 borgere i Skelund har indtil nu skrevet under på, at de ønsker en rundkørsel for at sikre krydset Korupvej/Nørrevangsvej. Her får forvaltningschef Per Alstrup underskrifterne overrakt af - fra venstre - Annelise Pedersen, Jess Laursen, John Slejborg, Marianne Nielsen og Margit Vinther. foto: jens morten

295 ud af ca. 500 borgere i Skelund har indtil nu skrevet under på, at de ønsker en rundkørsel for at sikre krydset Korupvej/Nørrevangsvej. Her får forvaltningschef Per Alstrup underskrifterne overrakt af - fra venstre - Annelise Pedersen, Jess Laursen, John Slejborg, Marianne Nielsen og Margit Vinther. foto: jens morten

SKELUND:- Det hjælper ikke at forskyde krydset, og det har heller ikke hjulpet, at der er kommet hastighedsbegrænsning på 60 kilometer i timen. - Derfor beder vi nu kommunen om at få en rundkørsel. Den bøn har 295 borgere i Skelund og omegn indtil nu skrevet under på, og underskrifterne blev mandag morgen afleveret på borgmesterkontoret i Hadsund. - Og der er flere på vej, kunne Jes Laursen fra Skelund-delegationen berette. Underskriftindsamlingen med opfordringen til kommunen om nu at lave en rundkørsel kommer efter den tragiske ulykke, som skete i krydset Nørrevangsvej/Korupvej onsdag i sidste uge. Her omkom en 46 kvinde og hendes ni-årige datter blev hårdt kvæstet. Ulykken skete, da føreren af den bil, hvor den 46-årige kvinde var passager, overså sin vigepligt fra Nørrevangsvej og ud på Korupvej. Bilen blev derved påkørt i højre side af en anden bil, som kom kørende ad Korupvej. - Alle vidner fortæller, at ulykken ikke skete på grund af for høj hastighed. Så der må altså noget andet til end blot at få hastigheden sat ned, siger Annelise Pedersen og tilføjer, at bare i den korte tid efter ulykken har hun og andre set flere bilister, som er kørt over krydset uden at overholde den ubetingede vigepligt. Annelise Pedersen har købmandsbutikken Spar i Skelund, og det er i hendes butik, at listerne til underskrift har været lagt frem. - Alle underskrifterne er hentet i butikken. Vi har ikke været ude og stemme dørklokker, tilføjer Jess Laursen. Underskrifterne skulle have været overrakt til borgmester Karl Christensen, men han var ikke på rådhuset den dag. I stedet blev det forvaltningchef Per Alstrup, som tog imod delegationen bestående af fem borgere i Skelund. Det var Jess Laursen, John Slejborg, Annelise Pedersen, Marianne Nielsen og Margit Vinther, som mødtes med Per Alstrup. - Men egentlig skulle også Åge Klausen have været med idag, men han er netop taget på ferie, fortæller Marianne Nielsen. - Det er nemlig ham, som har kaldt os sammen om dette initiativ. Åge Klausen bor lige på hjørnet af Nørrevangsvej og Korupvej, og er dermed ganske tæt på hver gang, der sker en ulykke i krydset. Og iføgle Skelund-borgerne har det i årevis været et problem i netop det kryds. Kommunen har dog også forsøgt at lave forskellige foranstaltninger for at sikre krydset bedre. - Men vi må konstatere, at det vi har gjort indtil nu ikke har virket godt nok, erkender forvaltningschefen, som tog imod de mange underskrifter. Han vil nu bringe opfordringen videre til politikerne. - Og det skal ikke skorte på medvind herfra. Men en rundkørsel tror jeg, at der kan blive tale om. Det koster et par millioner at lave sådan en. Dertil havde Annelise Pedersen kun denne kommentar: - Jamen kan man gøre menneskeliv op i kroner...? - Vi vil nu få kortlagt hvilke muligheder, der er og finde den bedste løsning med de midler, der er til rådighed, svarede Per Alstrup på vegne af forvaltningen og politikerne. Han mødtes senere på dagen med politiet på ulykkesstedet for at se nærmere på stedet. Til stede ved dette møde var også Jess Laursen og John Slejborg fra gruppen bag underskriftindsamlingerne.