Blokhus

Borgere vil redde hus

Saltums gamle sygehus skal bruges til gavn for fællesskabet

nydeligt hus fra begyndelsen af 1900-tallet er Saltums gamle sygehus. Senest er det brugt til børnehave af Jammerbugt Kommune, men nu står det tomt. Det vil Saltums borgere gerne gøre noget ved. Arkivfoto: Erik Sahl

nydeligt hus fra begyndelsen af 1900-tallet er Saltums gamle sygehus. Senest er det brugt til børnehave af Jammerbugt Kommune, men nu står det tomt. Det vil Saltums borgere gerne gøre noget ved. Arkivfoto: Erik Sahl

Det vil være ærgerligt, hvis Saltums gamle sygehus fra begyndelsen af 1900-tallet får en hård medfart af en ny ejer og bygges om til ukendelighed som privatbolig. Det mener en del borgere i Saltum, og derfor var husets fremtid oppe at vende på et borgermøde mandag aften. Senest er den kommunalt ejede bygning blevet brugt til børnehave, og kommunen har efter flytningen af børnene til nye omgivelser forsøgt at sælge bygningen, dog uden at nogen har budt på den i første omgang. - Vi vil gerne redde huset, men det er et stort arbejde at finde en brugbar løsning, siger formanden for Saltum Borgerforening, Anni Stonor. - Det skal ikke være forsamlingshus, for det vil konkurrere med bl.a. husflidsskolen, men det kan måske være samlingssted for ungdomsskolen eller dagplejerne, eller det kan bruges som et lille kunstmuseum, lyder Anni Stonors overvejelser. - Vi arbejder videre med ideerne, tilføjer hun. På borgermødet blev der også diskuteret cykelstier, omfartsvej og forfaldne ejendomme, og kommunens skrotningsmedarbejder Boe Pickering fortalte om mulighederne og tog imod oplysninger om trælse ejendomme bl.a. i Kaas. - Dem havde vi nu registreret i forvejen, oplyser formanden for kommunens tema- og udviklingsudvalg, Helle Bak Andreasen (V), som var inviteret til mødet. De fremmødte var glade for, at der nu kommer cykelsti mellem Saltum og Sdr. Saltum, men opfordrede til, at der også bliver taget fat på strækningen til Fårup Sommerland, som er voldsomt trafikeret om sommeren. - Der er brug for en cykelsti, også af hensyn til de mange turister, siger Anni Stonor. Omfartsvejen, som er med i kommunens helhedsplan, er kommet med ved en fejl, er borgerne i Saltum enige om. - Den var taget ud i Pandrup Kommunes tid, så den skal slet ikke med. Den er helt opgive, fastslår borgerforeningens formand.