Borgerforening har samlet 249.000 kroner ind

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gåturen i Ålbæk Klitplantage søndag eftermiddag gav mulighed for at samle ind til juledekorationerne. Privatfoto

Ålbæk Borgerforenings nye formand Tina Himmelstrup er sammen med den nye bestyrelse trukket i arbejdstøjet eller vandretøjet om man så må sige. Søndag var der nemlig vandretur gennem plantagen. I samme plantage har borgerforeningen konkrete planer om at opføre en bålhytte.

- Vi har fået lovning på et areal i Ålbæk Plantage ved Skovsøen i nærheden af hundeskovene. Vi har været ude og søge penge og er nu så heldige at have samlet 248.000 kr. ind, så til foråret går arbejdet i gang, fortæller Tina Himmelstrup.

Man kan sige at Borgerforeningen er startet på en frisk efter Børnehave-sagen er afsluttet, og Borgerforeningen kunne bestå. Foreningen fik eftergivet realkreditgælden hos Nykredit. Opbakningen til borgerforeningen er imponerende. 217 nye medlemmer er kommet til efter en indsats fra bestyrelsen.

- Borgerforeningen har fået produceret og husstandsomdelt vores nye folder, hvori vi fortæller om foreningen og opfordrer til medlemskab af Borgerforeningen. I år delte bestyrelsen selv byen mellem sig og gik rundt med folderne. Vi fik 217 medlemmer ud af anstrengelserne. Vi er taknemmelige for den store opbakning, som vi møder i Ålbæk, siger Tina Himmelstrup. Foreningen er i Ålbæk heldige med at have så mange hjælpere. Da Ålbæk Skole stod luknings-truet, var der en flok frivillige som via "initiativgruppen" nedsatte bl.a. byforskønnelses-gruppen, som går rundt og vedligeholder byen med vask af skilte, maling af Røde Bro o. lign og generelt hjælper med at holde byen pæn og indbydende.

Borgerforeningens medlemmer deltager i disse gruppe, og foreningen står som organisatorisk og økonomisk backup for dem.

- Vi er i gang med at planlægge andre aktiviteter, hvor vi forhåbentlig også kan få fat i de unge i byen - bl.a vores egen facebookside, som er på trapperne. Foreningen mangler unge medlemmer - og vejen til dem går jo tit gennem aktiviteter for børnene. Skal Ålbæk vokse, må der flere børn til, så vi tænker meget frem i tiden og på, hvordan vi kan gøre Borgerforeningen til en forening for alle aldre.

Når vi ser frem i tiden, har vi mange ting i støbeskeen, både med arrangementer og samarbejde, siger Tina Himmelstrup.

Bestyrelsen har desuden planer om at samle alle foreningerne i byen, til en snak om, hvordan de kan hjælpe hinanden og få et samarbejde op at stå, således at de kan lave en aktivitetskalender fra byen.

Gåtur i december

Søndag arrangerede Ålbæk Borgerforening igen en julegåtur - efter nogle års pause.

I år var det blevet til en skattejagt, hvor deltagerne skulle finde pokemons på turen, som gik gennem by og plantage, over Røde Bro og op til skovsøen, hvor den kommende bålhytte skal bygges, og tilbage gennem byen til Kulturhuset.

- Alt i alt en tur på 5,5 km i et fantastisk søndagsvejr med sol og næsten vindstille. Efter gåturen var vi i bestyrelsen klar med Gløgg og æbleskiver, samt godteposer til børnene og "barnlige" sjæle, og der blev hygget og snakket lystigt over æbleskiverne, fortæller Tina Himmelstrup.

Der mødte ca. 25 personer op, og der var god stemning og højt humør på hele turen. Der blev samlet ind til dekorationer og studeret natur, imens snakken gik på tværs af familier og generationer.

- Alt i alt en rigtig hyggelig tur, som helt sikkert vil blive gentaget næste år, lover formanden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.