Borgerforening ramt af langsom sagsbehandling

KARUP:Langsom sagsbehandling i Direktoratet for FødevareErhverv har kostet Karup Borgerforening godt 9.000 kroner i renter og gebyrer for overtræk på foreningens bankkonto. Borgerforeningen fik tildelt EU-støtte til opførelse af et medborgerhus, men EU-midlerne strandene for en stund i direktoratets bureaukrati. Konsekvensen var, at borgerforeningen selv måtte lægge ud. Derudover var udgifterne til tinglysning af lejekontrakt større end ventet. Foreningen har nu bedt kommunen om at dække den uventede udgift på godt 9.000 kroner. Økonomiudvalget skal afgøre, om foreningen skal have dækket sine udgifter af kommunekassen. Indstillingen fra forvaltningen er at sige ja.