Skolevæsen

Borgerforening ryster bøssen

Lokalområdet støtter den lokale skole

ELLING:Selv om det kommunale skolevæsen fattes penge, så kan eleverne i Elling ikke være tjent med et aldrende el-piano, hvis smukkeste toner for længst har fortonet sig. Det mener Elling Borger- og Grundejerforening, som nu har stukket hovederne sammen og ud af busken for at hjælpe med til at skifte tangenterne ud med mere klangfulde af slagsen. - Vi synes helt ærligt ikke, at 15.000 kroner er mange penge. Men det er det åbenbart for skolevæsenet, og derfor vil vi træde hjælpende til, siger Kurt Kristensen, Elling Borger- og Grundejerforening. Foreningen har i første omgang selv fundet 5000 kroner til formålet og sætter liden til, at Ellings handlende og borgere sammen hjælper skolen det sidste stykke. - Ideen blev forelagt skolen, som bestemt ikke har noget imod at Elling Borger- og Grundejerforening laver en sådan indsamling. Derfor er vi nu gået i gang, siger Kurt Kristensen. Alle formaliteter er i orden. Politimesterens tilladelse til at samle ind er i hus, og nu ryger der indsamlingsbreve af sted til butikkerne i Elling. - Vi håber på den måde, at vi kan nå resultatet i løbet af de næste to måneder, men vi satser jo også på, at der kommer private donationer, siger Kurt Kristensen. Han indrømmer gerne, at Elling Borger- og Grundejerforening også vil få glæde og gavn af et nyt el-klaver. - Vi er i samarbejde med Elling sogns Menighedsråd i gang med at arrangere nogle aftner under titlen Mød Musikken i Elling. Og musik klarer sig nu engang bedst, når der også er et velstemt klaver til at ledsage sangen, siger Kurt Kristensen.