EMNER

Borgerforeningen bliver holdt i live

NØRHALNE:Det lykkedes ikke at få valgt nye medlemmer til bestyrelsen for Nørhalne Borgerforening på generalforsamlingen i forsamlingshuset, men de tilbageværende tre medlemmer har alligevel besluttet at fortsætte. -Vi vil ikke lukke foreningen nu, hvor vi står foran at skulle ind i en storkommune, og vi har arbejdsgrupper til at arbejde med byens udviklling, siger KnudErik Jensen. Derfor fortsætter han som kasserer, Marianne Hyllested Jensen som formand og Anette Jensen sekretær. - Vi mangler en næstformand og et menigt medlem, og vi har et par emner, vi vil kontakte, fortæller han. Udover bestyrelsen var syv mødt op til mødet, hvor der blev givet en orientering om gruppernes arbejde med trafiksikring, grønne områder og det nye kvarter ved GustavZimmersvej. Desuden inviterer borgerforeningen og Biersted Borgerforening pensionister til gule ærter på Biersted Aktivitetscenter 6. marts. Borgerforeningen vil også arrangere sankthans, sommerfest og diskofest til efteråret samt sørge for flagalle til de kommende konfirmationer. -Men det kræver, at vi bliver flere end tre, siger KnudErik Jensen.