Borgerhus godt på vej

120 til borgermøde i Vindblæs

Vilsted 6. oktober 2002 08:00

VINDBLÆS: Interessen for et kombineret aktivitetshus, borgerhus og klublokaler i tilknytning til Vilsted-Vindblæs Skole er overvældende. Således var ikke færre end 120 borger fra Vilsted-Vindblæs-området troppet op, da gruppen bag tankerne om at opføre huset præsenterede idéen på Vilsted/Vindblæs Skole. Her blev der forklaret om baggrunden for planerne, ligesom projektet blev skitseret. En af initiativtagerne er gårdejer Anders Myrup Andersen, der dels har sæde i byggeudvalget og også er medlem af Vindblæs Boldklub. Han glæder sig over det store fremmøde. - Det er helt klart, at der er meget stor interesse for huset i området, og jeg er også overbevist om, at planerne nok skal blive til noget, siger han. Det forventes at skovlen kan sættes i jorden i det kommende forår, så huset kan stå færdigt næste sommer. Det vil koste omkring tre mio. kr. at opføre huset, der i tilknytning får to nye boldbaner. Det betyder også, at de nuværende boldbaner i midtbyen sløjfes, ligesom klubhuset i midtbyen nedlægges. En af tankerne går på, at FDF-spejderne i Salling måske kunne rykke ind i de tidligere klublokaler. Det er planen at etablere legeplads på en af de gamle boldbaner. - På borgermødet var der reelt kun to af de 120 fremødte, der ikke synes, at det er en god idé at rykke sportsaktiviterne fra midtbyen til området omkring skolen, siger Anders Myrup Andersen, der glæder sig over den stor opbakning bag planerne. Det er meningen at stedet skal være selvejende og at Vindblæs Boldklub kan leje sig ind. En af planerne med stedet er også at etableret en internetcafé: - Vi har længe savnet et sted i området, hvor de unge kan holde til, og en internetcafé vil være et fantastisk aktiv, siger Anders Myrup Andersen. Ialt er der planer om at opføre 330 kvadratmeter, hvoraf de 230 kvadratmeter skal være en sal, men de resterende 100 kvadratmeter bruges til indgang og omklædningsrum. Initiativtagerne håber, at der kan hentes en del penge hos forskellige fonde til byggeriet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...