Borgerlige imod S-forslag om ufinansierede skattelettelser

Skattepolitik 10. januar 2003 01:00

KØBENHAVN: Venstre og Dansk Folkeparti afviser et forslag fra Socialdemokraterne om at gennemføre ufinansierede skattelettelser, hvis ledigheden stiger. Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft, (S) mener, at den svage økonomiske udvikling snart kan begrunde en kickstart af økonomien, som den SR-regeringen gennemførte, da den trådte til i 1993. - Hvis vi får et tilbageslag i beskæftigelsen, hvad man kan være bekymret for, at vi får, så kan det være velbegrundet og forsvarligt at lave noget i stil med det, vi gjorde i 1993. Men det fritager ikke nogen fra at finde den varige finansiering. De penge, man pumper ud midlertidigt, skal trækkes ind igen, når beskæftigelsen er kommet i gang, siger Mogens Lykketoft. Venstre fastholder dog, at der først skal findes penge til skattelettelserne, før de bliver udbetalt til borgerne. - Mogens Lykketoft gambler med velfærdssamfundet og den fremtidige gældsafvikling, siger partiets finanspolitiske ordfører, Kristian Jensen. Også Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, er som udgangspunkt modstander af ufinansierede skattelettelser, selv om han ikke totalt afviser ideen. - Man skal være meget varsom med noget, som er ufinansieret, da det kan komme tilbage som en boomerang. Det skal i hvert fald være meget gennemtænkt, hvis man laver ufinansierede skattelettelser, og det skal være ud fra et generelt forsigtighedsprincip - og ikke fordi det er den nemme løsning, der ikke koster noget. Udgangspunktet for forhandlingerne om skattelettelser må være, at man prøver at finde pengene til det. Så kan man i forhandlingerne finde ud af, om noget skal være ufinansieret for at kickstarte økonomien, siger Kristian Thulesen Dahl. Afvisningen kommer, inden VK-regeringen i går indledte et to-dages seminar på Havreholm i Nordsjælland, hvor den kommende skattereform blandt andet står på dagsordenen. Regeringen har lovet skattelettelser fra 1. januar 2004, og på regeringsseminaret skal finansminister Thor Pedersen (V) redegøre for den økonomiske situation næste år og mulighederne for at lette indkomstskatten. Den socialdemokratiske melding giver således VK-regeringen en chance for at begrunde skattelettelser i 2004, hvis finansieringen kan hentes ind senere. Men selv om Kristian Jensen ikke vil udelukke, at også VK-regeringen vil føre en såkaldt konjunkturpolitik, så skræmmer erfaringerne fra 1993. - I 1993 lavede SR-regeringen en skattereform, som var underfinansieret i starten og overfinansieret til sidst. Vi ønsker til gengæld, at der lige fra starten skal være en solid finansiering, så man ikke efterfølgende kan blive tvunget til at skære ned på velfærdsydelserne eller udskyde gældsafviklingen, siger Venstres finansordfører. Mogens Lykketoft understreger dog, at Socialdemokraterne helst så en mere dramatisk skattereform, som lettede indkomstskatten og øgede skatten på ejendomme og erhvervsliv. Men her har regeringen låst sig fast med sit skattestop. Den kan ikke jonglere med skatterne, så det gavner beskæftigelsen mest muligt, lyder det fra den tidligere socialdemokratiske finansminister. Derfor kan Venstre og Det Konservative Folkeparti kun vanskeligt reagere på den aktuelle afmatning i økonomien. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...