Lokalpolitik

Borgerliste trodsede alle odds

VESTHIMMERLAND:Kommunalvalget er for længst overstået og pladserne i det kommende byråd for Vesthimmerlands Kommune er for længst udfyldt. En af pladserne har dog ingen partifarve men tilhører Borgerlisten Vesthimmerland. Og det var der ikke mange der havde spået, inden valget. Det var derfor med en vis tilfredshed, at formanden Borgerlisten Vesthimmerland, Hanne Sæderup, kunne se tilbage på det første år som et samlet lokalpolitisk parti i Vesthimmerland. Det lykkedes nemlig at få valgt Bjarne Jensen (UP) til Sammenlægningsudvalget som den eneste uden for parti. Men samtidig lagde formanden ikke skjul på, at valgkampen mindede for meget om et lokalt præsidentvalg. - Valget kom ikke til at handle om politik, men om hvem der skulle være borgmester. Det blev hurtigt et valg mellem Aars- borgmesteren og Løgstør-borgmesteren. Det betød desværre også, at vi kun fik en kandidat valgt, sagde Hanne Sæderup, da Borgerlisten holdt generalforsamling. Borgerlisten Vesthimmerland blev stiftet i marts 2005, og er uafhængig af partipolitik. Og borgerlisten vil fortsat arbejde for, at det bliver lokalpolitikken og ikke landspolitikken, der bliver afgørende i Vesthimmerlands Kommune, lovede formanden.