Borgerlisten klar med 10 mand til valgduel

Syv Dronninglund- og tre Brønderslev-kandidater på tværpolitisk forenings fællesliste

Agersted 1. september 2005 06:00

STORKOMMUNE: Mens kommunalvalget 15. november efterhånden nærmer sig med stormskridt, er nu også Den Tværpolitiske Forening i Brønderslev-Dronninglund Kommune klar med en kandidatliste forud for valget til det nye Brønderslev-Dronninglund Byråd. Det er en liste med 10 kandidater - fordelt med syv fra Dronninglund Kommune og tre fra Brønderslev Kommune. Øverst på listen finder man som ventet Dronninglunds Bendt Danielsen, der igen er gruppens spids- og borgmesterkandidat, efter at han ved det seneste kommunalvalg i 2001 var stemmemæssig topscorer blandt kandidaterne til det nuværende Dronninglund Byråd. Tre fra Brønderslev Øverst blandt Brønderslev-kandidaterne finder man derefter tidligere skoleinspektør Uffe Sørensen på fælleslistens andenplads. Han var tidligere i år den første, som fra Brønderslev Kommune meldte sig klar til at stille op for Borgerlisten, der har sin oprindelse i Dronninglund - men som nu med den forestående kommunesammenlægning har spredt de forenings- og kandidatmæssige grænser til også at omfatte Brønderslev Kommune. De to nye Brønderslev-folk, der siden Uffe Sørensens ankomst er kommet til, er Michael Wittrup og Michael Tipsmark. - Det er et par dygtige folk, med en alder på henholdsvis 46 og 43 år er forholdsvis unge i kommunalpolitisk sammenhæng, bemærker formanden for Borgerlisten, Kaj Frederiksen, Dronninglund. Michael Wittrup er salgskoordinator og medlem af blandt andet markedsbestyrelsen i Brønderslev og bestyrelsen ved Hedegårdsskolen, mens hans ven Michael Tipsmark tjener til dagen og vejen som smedemester - hvilket er én af grundene til, at han er meget interesseret i erhvervspolitik. Tilfreds formand Borgerlisten har igennem årene fokuseret meget på at få den størst mulige geografiske bredde på kandidatholdene, og selv om det ved dette valg "kun" er folk fra Brønderslev, der denne gang repræsenterer den tværpolitiske forening på dén side af den eksisterende kommunegrænse, så er Kaj Frederiksen godt tilfreds. - Vi ville selvfølgelig godt have haft kandidater fra også Jerslev, Manna, Thise og andre byer i kommunen, men man skal her huske på, at det er forholdsvis mange af Brønderslev Kommunes indbyggere, der faktisk bor i selve Brønderslev, siger han. Bredde i Dronninglund Er Kaj Frederiksen godt tilfreds med at have tre gode Brønderslev-folk med på Borgerlistens kandidatliste, så glæder han sig også over, at der igen er god geografisk bredde på kandidatfeltet fra den nuværende Dronninglund Kommune. Her er der siden den tidligere offentliggørelse af Bendt Danielsen, Dronninglund, Steen Søgaard Petersen, Hjallerup, Hans Jørgen Melvej, Thorup, Karsten Eriksen, Agersted, og Ole Bendix, Dronninglund, således kommet yderligere to kandidater fra Dronninglund Kommune til. Det er tømrermester Hans Eriksen fra Klokkerholm, der også var kandidat for Borgerlisten ved det sidste valg i 2001, og mens han også denne gang ventes at hente lokale stemmer i hus i Klokkerholm, så har Kaj Frederiksen også en formodning om, at han vil kunne gøre det samme i Flauenskjold, hvor Borgerlisten denne gang ikke har en lokal kandidat. Klar til dyst i Asaa Derudover har også et andet - og mere overraskende - navn fundet vej til Borgerlistens kandidatliste. Det er handicapkonsulent og billard-virtuos Johnny Sort Jensen, der i havnebyen har sagt ja til at deltage i den lokale dyst om stemmer - en dyst, der med den lokale Hildo Rasmussens (S) bebudede farvel til kommunalpolitik denne gang imødeses med endnu mere spænding end normalt. Johnny Sort Jensens primære modstandere i denne Asaa-dyst om stemmerne bliver primært Peter Bandholm og Hans Chr. Holst (begge V) samt Ole Bruun (S). Om Johnny Sort Jensen kan det i øvrigt bemærkes, at han ved kommunalvalget i 1997 stillede op for SF - med 58 personlige stemmer til følge.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...