Bratbjerg

Borgermøde i Bratbjerg

Fodbold er for længst en saga blot i Bratbjerg, men både boldbaner og klubhus kan fortsat bruges.

Men hvad skal det grønne område bruges til i fremtiden, og skal beboerforeningen i Bratbjerg fortsætte arbejdet med at skaffe penge til en forbedring af huset. Det skal borgerne i Bratbjerg komme med deres mening om på et borgermøde torsdag aften i klubhuset. I mødet deltager også Peter B. Frederiksen, der er landdistriktskoordinator. Ole Jacobsen, formand for Bratbjerg Beboerforening, fortæller, at foreningen tidligere to gange har søgt om tilskud fra landdistriktsmidlerne til en istandsættelse af klubhuset, men begge gange var svaret nej. - Den begrundelse for afslag, jeg husker bedst, var, at vi kun ligger 2,5 kilometer fra Tranum Forsamlingshus. Den begrundelse kan vi slet ikke forstå. Skal de så heller ikke have en sportshal i Halvrimmen. Den ligger kun få kilometer fra Brovst Hallen, siger Ole Jacobsen. Han tilføjer, at beboerforeningen for egne midler har sørget for toiletter i klubhuset, men har ikke penge til mere. - Vi håber på stor opbakning til borgermødet. Kommer der ingen ideer fra beboerne, sker der ikke noget, siger han. Der er omkring 50 husstande i Bratbjerg, og de er flere familier med små børn. Derfor mener Ole Jacobsen der bør være interesse for at det grønne område på 2,8 hektar og klubhuset. I følge indbydelsen til mødet er der kaffe og hjemmebag - hvis nogen vil bage en kage. Ellers står den på småkager. Bratbjerg Beboerforening blev dannet i marts sidste år. Bestyrelsen består af: Ole Jacobsen, formand, Jan Andersen, næstformand, Hanne Rosdam, kasserer, samt Erika Hansne og Kim Johansen, menige bestyrelsesmedlemmer.