Borgermøde om ældreplejen

Ældreforhold 19. september 2002 08:00

STØVRING: Tvivl og rygter om, hvordan kommunen vil passe sine ældre i den nære fremtid, er den egentlige arrangør af denne torsdag aftens borgermøde om ældresktoren. Det er Ældre Sagen, der arrangerer aftenen, hvor Formanden for Voksen- Ældreudvalget Jørgen Myrup (S), forvaltningschef Flemming Hansen og ældresektorens afdelingsleder Anne Van Divier vil prøve at give svar på spørgsmålene. - Det er ikke fordi, at der er oprørsstemning, men der løber mange rygter og mennesker spørger om, hvad der egentlig sker, siger en af mødets arrangører, Jens Peter Sørensen fra Ældre Sagens Ældrepolitiske Gruppe. Selv om de ældre til daglig får god pleje i al fredsommelighed, så er det de sidste år sket på en noget urolig baggrund. Der er sket et stort overforbrug i millionklassen, der har stået for det meste af kommunens underskud - for 2001 blev det gjort op til seks millioner kroner i ældreplejen, og ved tirsdagens forhandlinger om næste års budget kunne formanden for Voksen- Ældreudvalget Jørgen Myrup fortælle, at man venter, at det overforbrug er væk, når 2003 er omme. Hvordan det skal lade sig gøre vil givet interessere mange. For et år siden fik ældresektoren tre nye ledere med Anne Van Divier i spidsen, der har fået den utaknemlige opgave at få budget, god pleje og rimelige personaleforhold til at gå op i en højere enhed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...